Kort Nyt

KU og VU i nyt lokalesamarbejde – ny politisk platform for unge i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom i Fredericia går sammen om nye, fælles lokaler for at styrke det ungdomspolitiske miljø i kommunen.

Fredericia Konservativ Ungdom (KU) og Venstres Ungdom (VU) i Fredericia har annonceret et nyt samarbejde. De to ungdomspolitiske organisationer vil fremover dele lokaler, et initiativ der er blevet til i partnerskab med Tina Hou Christensen og Kulturkasernen. Tiltaget blev offentliggjort den 20. maj 2025 oplyses det i en pressemeddelelse fra ungdomspartierne.

De nye fællesfaciliteter skal fungere som et centralt mødested, hvor unge, uanset partitilhørsforhold, kan deltage i debatter, opbygge fællesskaber og udvikle deres politiske forståelse.

Målet er at genoplive og styrke det ungdomspolitiske engagement i Fredericia Kommune og give de unge en klarere stemme i den lokale demokratiske proces.

Positive forventninger fra ungdomspolitikerne

Jens Schou, formand for Fredericia KU og byrådskandidat for Konservative Folkeparti, har spillet en central rolle i projektets tilblivelse. Han udtaler:

– Jeg er både glad og spændt på det fremtidige samarbejde. Det glæder mig at se, at ungdomspolitikken igen begynder at blomstre i Fredericia. Med de nye lokaler får vi et sted, hvor unge kan mødes, diskutere og udvikle sig – og det er afgørende for vores demokratiske kultur, lyder det fra Jens Schou.

Ligeledes udtrykker Lasse Hildingberg, bestyrelsesmedlem for VU Fredericia og byrådskandidat for Venstre, optimisme omkring det nye initiativ:

– VU Fredericia ser frem til det kommende samarbejde om at genoplive ungdomspolitik i Fredericia, og vi håber, at endnu flere ungdomspartier vil være med i samarbejdet i fremtiden, siger han.