FREDERICIA

Krystalnatsarrangement i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Enhedslisten i Fredericia har arrangeret et krystalnatsarrangement mandag d. 9. november.

krysttal

Natten mellem 9. og 10. november 1938 blev 267 jødiske synagoger udsat for brandattentater eller hærværk, mere end 7.000 jødisk ejede butikker blev ødelagt og 91 jøder blev dræbt.

”Når vi igen i år markerer Krystalnatten, er det med det historiske blik rettet tilbage til den hadpropaganda, som minoriteter i Tyskland var udsat for allerede fra begyndelsen af 1930’erne, og som eskalerede til Krystalnatten den 9. november 1938 og endte med udryddelseslejrene og drab på millioner af jøder, romaer, kommunister, socialister, handicappede, homoseksuelle og andre, som ikke passede ind i det nazistiske verdensbillede”, udtaler arrangør Cecilie Roed Schultz.

Årets markering vil starte kl. 18:30 ved Mosaisk Gravplads på Slesvigsgade 2 i Fredericia. Her har museet sørget for, at portene er åbne i dagens anledning. Her vil der blive udleveret fakler til de fremmødte, som så vil bevæge sig gennem byen ned til Ryes Plads. Undervejs vil der blive afholdt taler af blandt andre Rasmus Vestergaard Madsen (Enhedslisten) og Lise Nielson (Fredericia Venligboerne) og sunget sangen ”Kringsatt av Fiender”.

”Man må ikke være i tvivl om, at markeringen af Krystalnatten er enormt relevant i dag. Hadet mod nogle minoriteter er ikke kun til stede – det er voksende! Vi ser mange af de samme mekanismer, som man så i 1930’ernes Europa. Fremtiden vil dømme os på hvordan vi behandler de minoriteter, som i dag er ofre for hetz. Derfor siger vi JA til mangfoldighed og NEJ til hetz af minoriteter”, fortæller Cecilie.

Alle der ønsker at deltage i markeringen af 77 års dagen er velkomne til at være med til at sende et vigtigt signal til de der er forfulgte i dag: Verden er for alle!

Begivenheden kan desuden findes på facebook: https://www.facebook.com/events/423783104484035/