Når krydstogtskibene anløber Fredericia, eller Kongehuset lægger vejen forbi, markeres det ofte med drønende skudsalver. Bag de historiske brag står Fredericia Kanonlaug, der holder til i værkstederne på Depotgården. Her handler det om håndværk, historie og fællesskab.
Der dufter af træspåner og metalolie i lokalerne på Depotgården. Her mødes medlemmerne af Fredericia Kanonlaug hver tirsdag i vinterhalvåret, for at bygge tro kopier af historiske kanoner. Det er et arbejde, der kræver både tålmodighed og præcision, når råmaterialerne skal forvandles til smukke modeller.
”Vores lavetter er altid i egetræ og vores løbe er lavet i messing. Og så er der nogle gange nogen, der har lavet nogle beslag i jernen, men 90% af alle vores beslag bliver lavet i messing. Det er nemmere at løje i og forarbejde, end det er i jernen,” forklarer Erling Hauge Jensen, der bærer titlen som kommandør i lauget.
Nautisk hilsen og kongeligt besøg
Selvom arbejdet på værkstedet fylder meget, er det ude i virkeligheden, at kanonerne for alvor kommer til deres ret. Lauget har 16 godkendte kanoner, der bruges til officielle arrangementer. De er en fast del af bybilledet, når krydstogtskibene anløber Fredericia, hvor de leverer en såkaldt nautisk hilsen med tre skud.
Også de kongelige har fået glæde af de lokale entusiasters arbejde. Da Kong Frederik i 2024 deltog i Royal Run, var kanonlauget på plads.
”Da kong Frederik satte foden på Cirkelbroen, så fik han 3 skud,” fortæller kommandøren stolt.
Når lauget rykker ud til arrangementer som Heste-kræmmermarkedet i Madsby, eller Kræftens Bekæmpelses “Stafet for livet”, er det med garanti for opmærksomhed. Sikkerheden er i top, men det er volumen også.
”De giver et lydtryk på omkring 130 dB, så det er et ret højt lydtryk,” forklarer Erling Hauge Jensen, der dog oplever, at folk tager godt imod larmen: ”De synes, det er fedt. Virkelig fedt.”
En uddøende race
På trods af de festlige rammer og det solide håndværk, kæmper foreningen med medlemstallet. I dag er der cirka 20 medlemmer tilbage, der mødes i vinterhalvåret for at bygge og hygge sig med – ulovlig – kaffe i værkstedet.
Døren er åben for alle, også kvinder og unge, men det kan være svært at tiltrække nye kræfter til det gamle håndværk.
”Vi er jo det, man kalder en uddøende race, fordi vi bliver jo ældre og ældre og ældre,” lyder det fra kommandøren, der dog holder fast i hyggen og håndværket på Depotgården.