Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple! Det er budskabet i den kristne tro, hvor man blot kan henvise til de tillærte forskrifter, hvis der er sket fejl, og derved ansvarsfralæggelse.
Folkestyre/demokrati forventer og kræver, hvis det skal være velfungerende, selvstændig tænkende og ansvarlige mennesker, hvor der ikke er brug for at går ud og gøre ligeså, men der er netop brug for selvstændigt tænkende mennesker, der handler ud fra egen forståelse og tager ansvar for egne handlinger.
Begrebet discipel kommer fra latin ”discipulus” der betyder elev eller lærling, hvilket igen vil sige en, der som elev lærer og har lært af mesteren, så vedkommende kan gå ud og viderebringe, hvorimod ”elev” i nutidens forstand er et menneske, der lærer at tænke og handle selvstændigt ansvarligt ud fra det tillærte og den til enhver tid værende historiske situation.
Undervisningen på gymnasialt niveau indenfor kristendommen bestod i, at man skulle lære at tolke det i Biblen skrevne ud fra overordnede kontekst og ikke nødvendigvis ud fra, hvad der rent faktisk stod og stadig står. Konteksten var den af teologer definerede, hvilket betød og vel stadig betyder, at teksten i Biblen skal tolkes, så den passer ind i den ønskede kristendomsforståelse, men ikke nødvendigvis ind i den personlige forståelse af det læste.
Al tekst og alle udsagn kan og skal nødvendigvis tolkes for at kunne forstås. Der er ikke har andre muligheder, da ”at forstå” betyder sammenligning med det enkelte menneskes øvrige viden, forståelse og erkendelse, således at forståelsen gøres til ens egen, der så igen kan anvendes til forståelse af nye sammenhænge.
Undervisningen i folkeskole og senere skal nødvendigvis gå ud på at lære børnene selvstændighed ud fra egen basisforståelse, så vi undgår måbende efterløbere til skade for hele samfundsfunktionen og den fælles struktur samt regelsæt, der er nødvendig for at kunne leve sammen i harmoni.
Selvstændige mennesker kan ikke pludselig deltage i en eller anden bevægelse uden egen refleksion over ansvarstagen for muligheder og konsekvenser, hvorfor det vil fremme et samfunds demokratiske beslutninger.