FREDERICIA

Krisecenter for Mænd fylder 30 år og inviterer til åbent hus i Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Omfattende støtte til mænd i krise i 30 år i Fredericia

Krisecenter for Mænd i Fredericia markerer torsdag, den 19. juni sit 30-års jubilæum. Centret, der startede under beskedne forhold den 1. juni 1995, afholder et åbent hus-arrangement for at fejre milepælen og give offentligheden indsigt i dets arbejde. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Jubilæet fejres med åbent hus og reception torsdag den 19. juni 2025, fra kl. 13 til 16, i centrets lokaler på Prinsessegade 81A, Fredericia. Her vil gæster have mulighed for at se faciliteterne og tale med ansatte og bestyrelsesmedlemmer.

Centret tilbyder en række ydelser til mænd i krise. Dette inkluderer midlertidigt tag over hovedet i op til tre måneder, med mulighed for samvær med beboerens børn. Derudover tilbydes råd og vejledning samt hjælp til kontakt med offentlige myndigheder.

Centret assisterer også med ansøgninger om diverse ydelser som kontanthjælp, indskudslån, boligstøtte, samt hjælp til tandlæge- og psykologbesøg. En vigtig del af støtten er også bisidderordningen ved møder med eksempelvis jobcenter, familieretshuset og lokalpsykiatrien. Sociale og netværksskabende aktiviteter, såsom udflugter og fællesspisninger, arrangeres ligeledes for at styrke beboernes trivsel.

Fra beskedent til moderne Krisecenter

Gennem tre årtier har krisecentret udviklet sig markant. Oprindeligt etableret under, hvad de selv beskriver som “beskedne – ja næsten primitive – forhold”, har centret i dag moderne faciliteter i Prinsessegade i Fredericia. Der er nu fem værelser, alle udstyret med TV og køleskabe, for at imødekomme beboernes behov.

Centrets drift varetages af en bestyrelse på fem personer samt en centerchef, der er socialrådgiver. Derudover er der en til to projektansatte tilknyttet.

Fra 1. januar 2025 er krisecentret overgået til at være et botilbud efter Servicelovens §110, kendt som “herbergsparagraffen”. Dette betyder, at beboernes hjemkommuner nu betaler en dagstakst for opholdet. Centret modtager desuden fortsat økonomisk støtte eller naturalier fra forskellige fonde og lokale virksomheder.

I september 2023 fik DanmarkC TVs Steen Knudsen lov at komme helt tæt på nogle af Krisecenter for Mænds daværende beboere, og lov at kigge indenfor. Video: DanmarkC TV