Kultur

Kringsminde inviterer til forårsfest med masser af aktiviteter

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Kringsminde byder på forår, uld og urter

Lørdag den 13. april kl. 11-16 kan du opleve en hyggelig forårsdag på Museumsgaarden Kringsminde i Fredericia. Der er masser af aktiviteter for både børn og voksne, og du kan lære mere om uld, urter og den danske natur.

Fårene på Kringsminde er af racen Gotlandske pelsfår, der har en fin og blød uld. Hvert forår bliver fårene klippet, så ulden kan bruges til forskellige formål. Klipningen foregår kl. 11.00, og er en spændende oplevelse for både børn og voksne.

Der er masser af aktiviteter for børn på Kringsminde i løbet af dagen. De kan deltage i en skattejagt, lege med gamle redskaber, male med vandfarver, slå reb og lave bålmad. Der er også hestevognskørsel og mulighed for at lave et pilestativ og forårsdekorationer.

DanmarkC TV var med sidste år til ‘Forår, uld og urter’ på Kringsminde – få en idé om hvad du kan opleve i indslaget herunder:

Få i indslaget her fra foråret 2023 en forsmag på hvad du kan opleve på Kringsminde lørdag d. 13. april. Video: DanmarkC TV

På marken kan du opleve præsentationen af “Havørnen”. Kunstneren Marianne Ladegaard og Peder Tind (V), formand for Kultur- og Idrætsudvalget vil være til stede for at byde “Havørnen” velkommen til Naturpark Lillebælts nye “hot spot”. Det sker kl. 11.30.

Museumsgaarden Kringsminde er nu også med på genbrugsbølgen

På gården er der flere dygtige og  frivillige syersker, som gerne vil modtage dit aflagte tøj eller andre tekstiler. Af tøjet vil syerskerne så fabrikere indkøbsposer – som kan købes til de forskellige events, som Museumsgaarden Kringsminde arrangerer henover året.

Nu kan dit aflagte tøj blive til nye produkter i Kringsmindes dygtige syerskers hænder. Foto: Kringsminde

Der er gratis adgang til Kringsminde og parkering på gårdspladsen. Buslinie 6 går lige til døren.

Hele programmet kan ses her:

Programmet for ‘Forår, uld og urter’ på Kringsminde.