Efter kommunalvalget den 18. november 2025 er spændingen udløst. En bred kreds af partier har fredag den 21. november indgået en omfattende konstitueringsaftale, der peger på Venstres Peder Tind som ny borgmester i Fredericia Kommune fra 1. januar 2026.
Aftalen er indgået mellem Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Dermed står et massivt flertal bag den kommende byrådsperiode, der løber frem til udgangen af 2029. Som 1. viceborgmester er valgt Susanne Eilersen (O), mens Malene Søgaard-Andersen (F) indtager posten som 2. viceborgmester.
Konstitueringsaftalen gengives herunder:
Politisk ledelsesgrundlag
Byrådet har ansvaret for den politiske ledelse af kommunen. Vi sætter den strategiske retning og de økonomiske rammer, der skal understøtte en effektiv drift og en bæredygtig udvikling til gavn for borgere og samfund. De økonomiske rammer sættes gennem toårige budgetter for at sikre ro og stabilitet samt en bæredygtig og ansvarlig økonomi. Gennem løbende dialog og opfølgning med direktion og chefer følger vi udviklingen og sikrer, at vores politiske målsætninger realiseres.
Vi ønsker et samarbejdende byråd, hvor der arbejdes på tværs af partier og med fokus på fælles løsninger. Derfor mødes de respektive formænd for de enkelte politiske udvalg hver især med borgmesteren mindst én gang om måneden for at drøfte udviklingen og styrke samarbejdet om den samlede opgaveløsning.
Efter hvert møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget samles konstitueringspartierne til et møde i et nyetableret forum kaldet Politisk samarbejdsforum.
Fotogalleri: DanmarkC TV
Som en markering af fællesskab og respekt for demokratiet indleder vi hvert byrådsmøde med fællessang. Det er et symbol på vores ønske om samarbejde, åbenhed og en politisk kultur, hvor dialog og fælles værdier går forud for forskelle.
Klare roller og ansvar – fælles spilleregler for samarbejdet
Vi skaber klare rammer for samarbejdet mellem politikere og forvaltning. Spillereglerne sikrer tydelige roller, ansvar og en kultur baseret på tillid, gennemsigtighed og fælles fokus på borgernes bedste.
- Politisk niveau sætter visioner, mål og rammer
- Forvaltningen rådgiver, omsætter beslutninger og rapporterer på resultater
- Vi arbejder med tydelig rollefordeling, gensidig tillid og professionel ansvarlighed
- Politisk ledelse følger op på beslutninger og effekter for borgere og samfund
- Rapportering fokuserer på resultater og værdiskabelse
- Kultur baseret på ordentlighed, åbenhed og saglig håndtering af uenigheder
- Forskellighed værdsættes – fællesskabets bedste og borgernes behov er i centrum
- Beslutninger er klare og gennemsigtige: hvem gør hvad, hvornår og med hvilke ressourcer
- Vi er proaktive og samarbejder om fremtidens udfordringer og muligheder.
Udsyn og læring
Vi ønsker at udvikle Fredericia Kommune og sikre at vores visioner kommer til at leve. Vi vil tænke stort og har mod og vilje til sikre udviklingen i vores kommune.
- Vi vil i vores arbejde være nysgerrige på, hvordan andre kommuner lykkes med den kommunale opgave og vil søge inspiration ved andre kommuner
- Vi ønsker at blive klogere på hverdagen i kommunen og vil derfor styrke muligheden for politikerpraktik på kommunens driftsområder og arbejdspladser, så vi kan få et tydeligt blik for konsekvenserne af beslutninger.
Politiske pejlemærker for byrådsperioden
Vi vil skabe en kommune, hvor borgerne mødes med respekt, og hvor fællesskab, tryghed og ansvarlighed er i centrum. Fredericia skal være en attraktiv by at bo, leve og arbejde i – med styrket velfærd, stærke lokalsamfund, grønne omgivelser og bæredygtighed samt et levende idræts- og kulturliv. Fredericia skal også være en attraktiv kommune at arbejde i, og vi ønsker at fremme et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere om udviklingen af den lokale arbejdsplads og arbejdsmiljøet.
Konstitueringspartierne er enige om, at beslutningen om konkurrenceudsættelse og hjemtagelse rulles tilbage, hvilket behandles i forligskredsen.
Disse pejlemærker sætter retningen for den kommende valgperiode:
Dialog, respekt og reel inddragelse
Borgerne skal opleve åbenhed, dialog og reel inddragelse i beslutninger og spørgsmål, der påvirker deres hverdag, såsom eksempelvis støjgener, forureningssager og klimaudfordringer. Vi ønsker en kultur, hvor borgernes forslag og idéer bringes i spil, og hvor unge også får en stemme. Vi vil arbejde målrettet med dette i alle udvalg og opretter desuden et særligt borgerdialogudvalg.
Styrket velfærd
Konstitueringspartierne vil prioritere folkeskolen og højne kvaliteten. Folkeskolen skal være et stærkt fundament for læring og trivsel, faglige resultater og fællesskaber – med ledelse og beslutningskraft tæt på.
Et fortsat stærkt fokus på 0-6-årsområdet og fritidsliv skal give alle børn en tryg hverdag – både hvad angår rammer og indhold i tilbuddene.
Overgange mellem livsfaser skal understøttes, og vi vil styrke vores tilbud til børn, familier, unge og voksne med særlige behov.
Vi vil sikre en værdig ældrepleje med nærvær og respekt samt mulighed for at have et aktivt liv, og vi vil styrke borgernære sundhedstilbud og forebyggelse.
Grøn og attraktiv byudvikling
Fredericia skal udvikles med blik for både by og land. Vi vil skabe grønne, rekreative og levende byrum og sikre mobilitet og tilgængelighed for alle, og Kanalbyen skal gentænkes som en grøn og levende bydel. Infrastruktur og kollektiv trafik skal understøtte bosætning og erhvervsliv. Kommuneplanen skal justeres med henblik på, at solcelleanlæg placeres på tagkonstruktioner, når det bliver muligt, frem for i de udpegede mulighedszoner. Naturstrategien prioriteres desuden.
Kultur og fællesskab
Vi vil styrke samarbejdet med eksterne aktører og skabe rammer for kultur, større events og fællesskaber, herunder på Kulturkasernen. Fredericia skal udvikle sin position som kulturby gennem et fortsat fokus på udvikling og fremtidssikring af Fredericia Musicalteater.
Erhverv og uddannelse
Vi vil styrke samarbejdet med erhvervslivet for at udvikle vores midtby og kommune samt understøtte beskæftigelsesindsatsen.
I Fredericia vil vi arbejde på at tiltrække uddannelser, der matcher fremtidens behov – herunder nicheuddannelser og partnerskaber mellem virksomheder og skoler.
Udvalgsstruktur og udpegninger
Konstitueringspartierne ønsker nedenstående udvalg nedsat. Udvalgsstrukturen afspejler et ønske fra konstitueringspartierne om at skabe øget klarhed over snitfladerne mellem udvalgene samt at reducere den administrative arbejdsbyrde ifm. udvalgsbetjening.
Følgende udvalg nedsættes:
- Økonomi- og Erhvervsudvalget (9 medlemmer)
- Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget (7 medlemmer)
- Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget (7 medlemmer)
- Teknik- og Miljøudvalget (7 medlemmer)
- Senior- og Sundhedsudvalget (5 medlemmer)
- Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget (7 medlemmer)
- Beskæftigelses- og Helhedsplansudvalget (5 medlemmer)
- Børn og Ungeudvalget (§18)
Konstitueringspartierne forpligter sig til at stemme på Peder Tind som borgmester.
Konstitueringspartierne forpligter sig til at stemme på Susanne Eilersen som 1. viceborgmester og Malene Søgaard-Andersen som 2. viceborgmester.
Konstitueringspartierne forpligter sig til at stemme i overensstemmelse med nedenstående ift. udvalgssammensætning, formandskaber og diverse udvalgs- og bestyrelsesposter:
Økonomi- og Erhvervsudvalget
Formand: Peder Tind
Næstformand: Pernelle Jensen
Medlemmer: Cecilie Roed Schultz, Malene Søgaard-Andersen, Susanne Eilersen, Palle Dahl, Christian Jørgensen, Christian Bro, Vibe Dyhrberg.
Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget
Formand: Susanne Eilersen
Næstformand: Niels Martin Vind
Medlemmer: Carsten Jørgensen, Lasse Hildingberg, Christian Jørgensen, Vibe Dyhrberg, et byrådsmedlem fra Det Konservative Folkeparti.
Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget
Formand: Cecilie Roed Schultz
Næstformand: Kenny Bruun Olsen
Medlemmer: Louis Lindholm, Jan Filbært, Sune Nørgaard Jakobsen, Turan Savas, et byrådsmedlem fra Det Konservative Folkeparti.
Senior- og Sundhedsudvalget
Formand: Malene Søgaard-Andersen
Næstformand: Louis Lindholm
Medlemmer: Carsten Jørgensen, Susanne Eilersen, Turan Savas
Teknik- og Miljøudvalget
Formand: Christian Bro
Næstformand: Palle Dahl
Medlemmer: Carsten Jørgensen, Kenny Bruun Olsen, Niels Martin Vind, Christian Jørgensen, et byrådsmedlem fra Det Konservative Folkeparti.
Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget
Formand: Pernelle Jensen
Næstformand: Cecilie Roed Schultz
Medlemmer: Malene Søgaard-Andersen, Dan Ravn Larsen, John Nyborg, Sune Nørgaard Jakobsen, Palle Dahl
Beskæftigelses- og Helhedsplansudvalget
Formand: John Nyborg
Næstformand: Carsten Jørgensen
Medlemmer: Jan Filbært, Sune Nørgaard Jakobsen, Louis Lindholm.
Børn og Ungeudvalget §18
Formand: Jan Filbært
Næstformand: Dan Ravn Larsen.
Følgende §17, stk. 4-udvalg
Kulturkaserneudvalget
Formand: Lars Olsen
Næstformand: Sune Nørgaard Jakobsen
Medlemmer: Anette Hyre-Jensen, Lene Vestergaard, Kirsten Vad.
Borgerdialogudvalget
Formand: Lasse Hildingberg
Næstformand: Palle Dahl
Medlemmer: Martin Ramsdal Pedersen, Helene Lykke, Lea Lyberth.
Udvalgs- og bestyrelsesposter
ADP: Næstformand: Peder Tind (V), medlem: Christian Jørgensen (I).
Billund Lufthavn: Christian Jørgensen (I).
Sydtrafik: Carsten Jørgensen (Ø).
DSI Skærbæk Havn: Næstformand: Palle Dahl (Æ), menigt bestyrelsesmedlem: Poul Rand (I).
Sundhedsrådet: Malene Søgaard-Andersen (F).
Fonden Messe C: Susanne Eilersen (O), Niels Martin Vind (V).
Business Fredericia: Peder Tind (V), Vibe Dyhrberg Nielsen (A).
Kanalbyen i Fredericia: Peder Tind (V), Christian Bro (A).
Fredericia Fjernvarme: Turan Savas (A).
Fredericia Spildevand og Energi A/S: Formand: Kenny Bruun Olsen (V), næstformand: Ole Olsen (F), menigt medlem: Cecilie Roed Schultz (Ø), Karsten Byrgesen (J), Nanna Dreyer (B).
Skatteankenævnet: Bente Rasmussen (Æ), Lone Thomhav (A) – suppleant: Mads Warming (A).
Fredericia Musicalteater: Christian Jørgensen (I), Susanne Eilersen (O).
Social- og Sundhedsskolen: Cecilie Roed Schultz (Ø), Lars Olesen (F).
Destination Trekanten: Susanne Eilersen (O), Vibe Dyhrberg Nielsen (A).
DSI Museum Fredericia: Peder Tind (V), Susanne Eilersen (O), Christian Jørgensen (I).
Maskinmesterskolen: Pernelle Jensen (V).
Den vestdanske filmpulje: Palle Dahl (Æ).
Konstitueringspartierne er enige om at fortsætte fordelingen af øvrige poster under ledelse af borgmesteren.
















