Læserdebat

Konservative kræver ekstern undersøgelse af Byrådet

Læserbrev af: Det Konservative Folkeparti, Spidskandidat Tommy Rachlitz Nielsen, byrådskandidat Kirsten Hassing Nielsen og byrådskandidat Søren Grøn Stampe.

Først og fremmest vil vi gerne udtrykke vores glæde over at vi er lykkedes med at sætte åbenhed på dagsordenen i Fredericia. Det er også lykkedes at få byrådets partier til at tale om åbenhed. Desværre kniber det noget mere når det kommer til at sætte handling bag de ord. Passiviteten har i det hele taget vundet noget mere indpas end åbenheden.

Vi gerne anerkende at Borgmester Steen Wrist fulgte vores opfordring til at lægge afstand til Jacob Bjerregård og at Søren Larsen på den socialdemokratisk gruppes vegne fulgte op. Det var også glædeligt at socialdemokraterne valgte at erkende at de med absolut flertal er hovedansvarlige for den situation som vi nu befinder os i. Men Søren Larsen stillede derefter et altafgørende spørgsmål, nemlig: Hvor var resten af byrådet og hvad er deres undskyldning for ikke at agere?

Det forekommer dybt uforståeligt at Enhedslisten ligefrem påtager sig offerrollen i hele sagen og hævde at de er blevet ført bag lyset. Faktum er at Enhedslisten sidder i økonomiudvalget hvor man har direkte adgang til alle beslutninger og mulighed for at stille alle de spørgsmål som er nødvendigt for at komme til bunds i sagerne. Vi må bare konstatere at det ikke er sket og dermed har Enhedslisten udvist passivitet. Samtidig undrer det at der intet er sket efter skandalen er rullet ud, for at indføre Whistleblower ordningen. Det kan ikke tage lang tid at gennemføre. Det forekommer enormt vigtigt at få ordningen op at køre NU da behovet i Fredericia tilsyneladende er virkelig stort. Ej heller her har Enhedslisten imponeret.

At Venstre nu er store fortalere for åbenhed og gennemsigtighed er særdeles klædeligt, men det klinger altså også noget hult. Venstre har i hele perioden siddet med flere personer i økonomiudvalget og har derfor også haft adgang til alle beslutninger og mulighed for at spørge ind. Alligevel står de nu tilbage og er tilsyneladende meget overraskede over alt hvad der er foregået i og omkring byrådet. Selvom de erkender at have kendt til det påståede forhold mellem den daværende borgmester og kommunaldirektør, har de ikke ageret på dette. Igen har de haft alle muligheder for at rejse sagen i Økonomiudvalget, hvilket ikke er sket. Venstre havde også plads i Fredericia Teaters bestyrelse, men siden konkursen har vi intet hørt fra Venstres bestyrelsesmedlem. Hvor blev åbenheden af? Vi har på intet tidspunkt set Venstre markere sig som opposition til det røde flertal. Vi har på intet tidspunkt set Venstre vise politisk lederskab som det største oppositionsparti. I det hele taget har det, i den altomfavnende enighed, været meget svært at se en egentlig opposition i indeværende byrådsperiode. Alligevel vælger man nu at fremstå som det forurettede parti der ønsker oprydning. Hvis Venstre havde passet deres arbejde mens tid var, havde behovet for oprydning ikke været så stort.

På trods af den indledende ros til socialdemokraterne for deres erkendelse af ansvar, er det svært ikke samtidig at undre sig. Med hele 12 medlemmer af byrådet er der ganske få der har en holdning til den nuværende situation. Har de øvrige folkevalgte socialdemokrater slet ikke noget at sige til den skandale, som er forårsaget af deres eget parti? Kan det virkelig passe at et samlet socialdemokrati har været fuldstændig uvidende om hvad der er foregået, eller stikker de politiske skandaler dybere end hvad offentligheden kender til i dag? Den tavshed giver i den grad anledning til bekymring. Hermed forsætter lukketheden!

Ovenstående giver et billede at et samlet byråd der sidder tilbage og påberåber sig at være uvidende om hvad der er foregået. Det på trods af at flere af byrådsmedlemmerne samtidig er ansat hos Fredericia Kommune. Det efterlader spørgsmålet, hvordan det kan lade sig gøre at, at ingen overhovedet har kendt til problemerne i forvaltningen og det dårlige arbejdsmiljø?

Fra Det Konservative Folkeparti er vores holdning helt klar. Ingen af de siddende byrådsmedlemmer kan påberåbe sig uvidenhed, tværtimod. Som byrådsmedlem har man altid ret til at få udleveret materiale om sager som er behandlet i udvalg hvor man ikke sidder. Man har ret, og pligt, til at spørge ind og undersøge hvis man konstaterer uregelmæssigheder. Hvis man vælger at stille op til et kommunalvalg, skal man være bekendt med det ansvar man påtager sig hvis man bliver valgt. Så nytter det ikke bagefter at læne sig tilbage med hænderne for øjnene og sige: ”jeg har jo ikke set noget”.

Hvordan kan borgerne have tillid til at netop det samme byråd kan lave en tilbundsgående undersøgelse af sig selv? 

Hvordan kan Fredericia komme godt videre herfra og genoprette tilliden til, og troen på, vores lokaldemokrati?

Svaret på dette er fra Det Konservative Folkeparti klart: Det kræver en tilbundsgående undersøgelse. Fredericia fortjener en tilbundsgående ekstern undersøgelse af det samlede byråds ageren og passivitet i hele denne byrådsperiode. Kun ved at lade en uvildig instans undersøge alle forholdene kan vi få tilliden tilbage.

Det Konservative Folkeparti garanterer, at hvis ikke vi får en sådan undersøgelse nu, vil vi fremsætte forslag om en sådan undersøgelse ved alle de fremtidige byrådsmøder efter næste kommunalvalg. Vi finder ganske enkelt at en intern undersøgelse bare er en forsættelse af lukketheden, og ikke repræsenterer den ordentlighed, åbenhed og retssikkerhed som borgere og erhvervsliv fortjener.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv