Læserdebat

Konservativ gruppeformand anmelder Fredericia Kommune til Datatilsynet

Af: Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Fredericia, Tommy Rachlitz Nielsen, Ternevej 1, 7000 Fredericia

Efter det fredag kom frem at en mail fra den tidligere borgervejleder i Fredericia Kommune, Jesper Gottlieb, forsvandt fra byrådsmedlemmernes indbakke, har formanden for Den Konservative byrådsgruppe, Tommy Rachlitz Nielsen, efter drøftelse med politiet nu besluttet at anmelde sagen til Datatilsynet som er myndighed på området.

Det er naturligvis dybt bekymrende at en mail overhovedet kan forsvinde i et offentligt mailsystem. Det er af største vigtighed at borgerne kan kontakte byrådsmedlemmerne og være sikre på at ”der er hul igennem” til det politiske system.

Kort efter at Tommy Rachlitz Nielsen konstaterede at mailen var forsvundet og at den ikke var havnet hverken i slettet eller uønsket mail kontaktede han kommunaldirektøren og borgmesteren for at få opklaret sagen. Det er også blevet oplyst at mange andre byrådsmedlemmer har modtaget en notifikation om mailen på deres IPhone og at de heller ikke kunne finde mailen i deres indbakke.

”Kort efter min henvendelse ringer stabschefen til mig og anmoder om tilladelse til at åbne min mailboks for at se om de kan finde mailen” forklarer Tommy Rachlitz Nielsen. ”Det får han naturligvis og kort efter har de fundet mailen i slettet post. Det undrer mig meget da jeg jo netop flere gange, og både på telefon og computer har kontrolleret om mailen skulle være endt i slettet eller uønsket mail. Jeg har endda lavet flere søgninger i alle Outlook elementer for at sikre mig at mailen ikke var blevet arkiveret i en mappe ved og fejl. Heller ikke her dukkede mailen op”, forsætter Rachlitz.

Nu følger så flere forskellige forklaringer på hvor mailen er havnet og hvad årsagen til at den er ”afvist” er.

”Der kommer så mange forskellige forklaringer på sagen og så mange modstridende oplysninger at jeg ikke ser anden mulighed end at få en overordnet myndighed til at undersøge hvad der rent faktisk er sket” siger Tommy Rachlitz Nielsen og uddyber: ”Vi skal være helt sikre på at der ikke har været en brist i vores sikkerhed, at der ikke er tale om en menneskelig eller teknisk fejl og at der ikke tale om en bevist handling. I disse tider kan vi ikke være for forsigtige”.

Den Konservative gruppeformand afventer nu svar fra Datatilsynet.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv