Den 3. etape af PostNord Danmark Rundt bliver en af de mest krævende nogensinde. Med 29 kategoriserede stigninger og en finale på Kiddesvej forventes feltet at blive sprængt i atomer, og så får den start i Fredericia
207,3 km
4 bakkespurter
2 spurter
3. etape – Kongeetapen: Fredericia – Vejle – 31. jul 2026
Tredje etape er årets kongeetape – og en af de hårdeste i løbets historie. Rytterne udfordres over 207,3 kilometer og knap 2.700 højdemeter.
Aldrig før har PostNord Danmark Rundt budt på en etape med så mange nummerede stigninger. Hele 29 bakker skal forceres, og kombinationen af den lange distance og det kuperede terræn ventes at splitte feltet markant.
Her kan klassementsrytterne for alvor sætte hinanden under pres, og etapen forventes at blive stærkt udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. Finalen køres på den legendariske rundstrækning, hvor Kiddesvej kan vise sig som det afgørende punkt.
– Efter danske forhold bliver det en brutal etape. Der er ikke mange flade kilometer, hvor feltet kan organisere sig og få en pause. Det går op og ned fra start i Fredericia, og når vi rammer Munkebjerg, starter festen for alvor, siger sportslig ansvarlig i Danmarks Cykle Union, Jens Kasler i en pressemeddelelse.
Se mere om etapen her: https://postnorddanmarkrundt.dk/etape-3-2026/

I alt stiller syv World Tour-hold til start: Lidl-Trek, Picnic, Visma, Lotto, Uno-X, Alpecin og NSN. Og derudover deltager det danske landshold.
Første etape ruller afsted 29. juli. 3 dage efter at rytterne har krydset Champs-Élysées i Paris og dermed endt årets Tour de France.

Allerede sidste år kunne Fredericia Kommune på et pressemøde løfte sløret for at cykelløbet i flere omgange vil indfinde sig i Fredericia i de kommende år:
– Det har gennem lang tid været et stort ønske, at Post Nord Danmark Rundt skulle komme til Fredericia, og derfor er jeg også enormt stolt over, at det nu lykkes. Det bliver en kæmpe oplevelse – både for fredericianerne, for cykelentusiasterne og for byen, lød det fra borgmester Peder Tind tilbage i starten af juni sidste år.
– Det er altid en stor glæde, når vi kan byde prominente gæster velkommen til Fredericia – og det må man sige, at vi kommer til at gøre de næste fire år, når Post Nord Danmark Rundt kommer til byen. For den opmærksomhed, der følger med så stort et event, giver os nogle helt unikke muligheder for at vise vores fantastiske by frem til både nationale og internationale gæster, lød det fra Susanne Eilersen, formand for Kultur-, Turisme-, Idræt- og Bosætningsudvalget i juni sidste år.
Video: DanmarkC TV