Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Socialistisk Folkepartis kandidater til kommunalbestyrelsen har været fremme med nogle rigtig gode synspunkter på bordendefolket og interesse for borgernes ve og vel, hvilket må og skal have en vis bevågenhed ved KV25 i november.
Borgmesteren har mange jern i ilden især udenfor kommunalbestyrelsen, imens dårlig arbejdskultur ser ud til at trives i flere af kommunens afdelinger, hvor det har givet straks påbud. Hvem svigter?
Ved vurdering udefra kunne det se ud til, at udvalgsformænd mere vælges efter tilhørsforhold i stedet for kapacitet og kompetence. Vi skal være bevidste om, at et kommunalbestyrelsesmedlems loyalitet skal være i forhold til kommunens aktivitet og borgere og ikke i forhold til bagland og parti!
En del af kommunalbestyrelsen har ansættelse ved kommunen, hvilket måske ikke er ulovligt, men det er i høj grad uhensigtsmæssigt habilitetsmæssigt.
Ligeledes er en del af kommunalbestyrelsens medlemmer samtidig medlem af bestyrelser – eksempelvis ADP, hvor modstridende interesser kan medføre inhabilitet i middelsvær grad.
Når således det enkelte kommunalbestyrelsesmedlems loyalitet og ansvar udelukkende gælder overfor kommunens borgere, aktiviteter og virksomheder, så er den gamle opfattelse af højre og venstre fra den franske nationalforsamling ikke særlig interessant. Det er derimod umådelig interessant med det enkelte medlems engagement i kommunens og borgernes ve og vel.
Der opfordres herved til, at det enkelte parti forholder sig til ovenstående, og at kommunalbestyrelsen udstikker nogle retningslinjer, således at ovenstående interessekonflikter undgås, og at kommunalbestyrelsen og her særlig borgmesteren lever op til sit ansvar.