Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Efter knap 20 år i Fredericia er det opløftende at erfare en kommunalbestyrelse, det er kommet til enighed om et budget for de kommende år. De foregående år hat været præget af skismaer og kontroverser af forskellig art, hvor man har gået og beskyldt hinanden for at være skyld i kommunens situation.
Fredericia Kommunes borgere har efter gældende principper valgt en kommunalbestyrelse, som, man mener, er opgaven som politisk ansvarlige for en kommune af Fredericia Kommunes størrelse voksen.
Det kræver sin kvinde/mand at stille op til at skulle ”rydde op” efter mange års uklarheder. For 20 år siden oplevede vi at komme til en kommune, der virkede til at være dus med korruption i administrationen, hvilket ikke opleves godt som ny tilkommen erhvervsdrivende, da man let får oplevelsen af, at det hele måske fungerer på den måde.
Fornemmelsen af den nuværende kommunalbestyrelses kapacitet og samarbejdsevner er god, selv om vi nu også oplever dybgående kritik fra forskellige sider, hvilket dog er forventeligt, når man som kommunalbestyrelse er tvunget til at tage nogle barske beslutninger, der for nogen er kærkomment, men for andre vil være katastrofalt. Desværre er det netop vilkårene, når fortiden ikke har været helt OK, men nu ser målsætningen ud til at være positiv.
Oplevelsen har været en sammenspist kommune, der skulle have været gennemlyst af pressen, der desværre kunne opleves som værende medvirkende i sammenspistheden.
Indtrykket nu er, at kommunalbestyrelsen i fællesskab vil være i stand til at holde de forskellige stier rene for smuds, hvilket nu og i fremtiden er opgaven at bevise og videreføre. Samtidig vil kommunalbestyrelsen og kommunens administration i den kommende tid være udsat for en hel del kritik fra borgere og virksomheder, der gerne havde set anderledes beslutninger, hvilket vil fortsætte, men formentlig og forhåbentlig reduceres over tid.
Velfærd betyder ”god rejse” på gammel nordisk!