FREDERICIA

Kom til inspirationsmøde om alternativer til oliefyr

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kom til inspirationsmøde om alternativer til oliefyr

Hos godt 1000 husstande i Fredericia Kommune dumper der i disse dage en invitation ind i eboks. Sammen med Energistyrelsen og kommunerne i Kolding, Vejle og Middelfart inviterer Fredericia Kommune til inspirationsmøde, hvor husejere kan blive klogere på fremtidssikrede alternativer til oliefyr

Foråret er netop trådt ind ad døren, så det er snart tid til at slukke for varmen på det gamle oliefyr. Måske er det også tid til at overveje, om dit oliefyr overhovedet skal tændes igen til efteråret? Eller om du kan skrotte det til fordel for en billigere og mere fremtidssikret opvarmningsform? Vejle, Kolding, Middelfart og Fredericia kommuner er gået sammen med Energistyrelsen rådgivningstilbud om at lave et inspirationsmøde, hvor du blandt andet kan høre mere om varmepumper på abonnement og andre fremtidssikrede alternativer til oliefyret.

Mødet finder sted 9. marts i MesseC i Fredericia, hvor blandt andre energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt deltager.

”Jeg er rigtig glad for, at Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding kommuner går sammen om at lave et arrangement som det, vi skal mødes om den 9. marts. Jeg tror nemlig, at de fleste danskere gerne vil have klimavenlige energiløsninger derhjemme, hvis det er økonomisk fornuftigt og praktisk muligt. Blandt andet kan den nye abonnementsordning for varmepumper være en god løsning for nogen. På mødet kan man høre om fordele og ulemper og få svar på nogle af de mange spørgsmål, man har som husejer”, siger Lars Christian Lilleholt.

Et af alternativerne, man kan høre om på mødet, er varmepumper på abonnement. Det er et nyt tiltag fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, der i samarbejde med erhvervslivet giver endnu flere muligheder for grøn omstilling i bygninger med oliekedler.

I Fredericia Kommune håber formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Christian Bro, at mødet vil hjælpe mange oliefyrsejere til at blive klogere på mulighederne for at skifte oliefyret ud med en grønnere opvarmningsform.

”Arbejdet med den grønne omstilling er i fuld gang i hele Fredericia Kommune. Vi vil som kommunal virksomhed være CO2-neutrale i 2030, så vi arbejder målrettet på at energirenovere de kommunale bygninger og på at gøre transporten grøn. Om kort tid er stort set alt fjernvarme i Fredericia Kommune baseret på vedvarende energi. Men ikke alle borgere bor i områder, hvor det er muligt at få fjernvarme. Derfor hilser vi ordninger, der kan gøre det lettere at skrotte oliefyret, velkomne”, siger Christian Bro.

”Den nye ordning med varmepumper på abonnement er blot ét af flere alternativer til oliefyret”, fortæller Michael Reuss fra Energistyrelsens rådgivningstjeneste.

”Fælles for de løsninger, man kan høre om på mødet er, at de er langt bedre for miljøet og faktisk også billigere i drift. Den omtalte abonnementsløsning er en forsøgsordning, hvor der udbydes 1750 abonnementer. Man skal dog huske at der findes mange modeller og muligheder, som vi også fortæller om”, siger Michael Reuss.

Inspirationsmødet holdes d. 9. marts i Fredericia Messecenter, Vestre Ringvej 101, 7000 Fredericia kl. 17 – 18.30.
Tilmelding senest d. 8. marts kl. 12 på www.SparEnergi.dk/tilmeld-inspirationsmoede

Program

17.00 Vi byder på sandwich og vand

17.10 Velkomst v/ Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget, Fredericia Kommune

17.20 Tale v/ Lars Chr. Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister

17.30 Fremtidens boligopvarmning v/ energirådgivere fra SparEnergi.dk

18.00 Spørgsmål fra salen

18.10 Tal med energirådgiverne fra SparEnergi.dk