FREDERICIA

Kom til fælles julesang

Vær med til at synge julen ind sammen med andre sangglade mennesker

Traditionen med Alsang på Volden i maj måned plejer at tiltrække mange fredericianere, der nyder at mødes og synge fællessange i det fri.

”Vi har rigtig gode erfaringer med Alsang på Volden arrangementet. Der er en helt særlig stemning, når man mødes med andre sangglade mennesker til fællessang. Derfor prøver vi nu med en fælles jule- og vintersangaften. Det bliver dog uden den berømte kaffepause undervejs”, siger kulturkonsulent i Fredericia Kommune Lene Bach.

Onsdag den 26. november kl. 19.00 inviterer Sct. Michaelis Kirke og Kultur, Idræt og Turisme i Fredericia Kommune til et par hyggelige timer med fællessang og hygge. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Ved ankomsten får alle udleveret et sanghæfte med ca. 20 håndplukkede jule- og vintersange, som akkompagneres af musikerne Anders Kjerkegaard på fløjte og Thomas Buur på klaver. Formand Lars Ejby Pedersen, Kultur- og Idrætsudvalget kommer og byder velkommen.