Læserdebat af: Ronald Kongstad, kandidat for Danmarksdemokraterne til Region- og Byrådsvalget
Kobbelgården 3 er et botilbud for borgere med komplekse behov. Her skal der være
støtte, struktur og faglig stabilitet. Men det er netop disse kerneværdier, der i øjeblikket er alvorligt under pres.
I tilsynssagen om Kobbelgården 3 er der noget, jeg finder yderst bekymrende: Der er i praksis indført et ansættelsesstop, samtidig med at der i stigende grad benyttes vikarer. Det betyder, at der ikke rekrutteres nye, faste faglige medarbejdere, selvom tilsynsrapporter tydeligt peger på faglige mangler.
Det går ud over både fagligheden og stabiliteten i hverdagen. Og det er ikke blot min egen bekymring det er dokumenteret i tilsynsrapporterne fra Socialtilsyn Syd, at Kobbelgården 3 har “lav kvalitet i forhold til de faglige, relationelle og personlige kompetencer” blandt medarbejderne, og at “en del af medarbejderne ikke formår at anvende opdateret viden i praksis”. Det beskrives som problematisk, at indsatserne ikke matcher borgernes aktuelle behov.
Det er ikke bare ord – det har konkrete konsekvenser.
Når fagligheden mangler, bliver borgernes hverdag præget af usikkerhed, svækkede relationer og i nogle tilfælde konflikter. Tilsynet skriver direkte, at Kobbelgården 3 “ikke i tilstrækkeligt omfang forebygger magtanvendelser”, og at den pædagogiske indsats ikke i praksis formår at skabe et samspil, der kunne have forhindret dem.
Det er en situation, der kræver handling – ikke stilstand.
Derfor bør Socialudvalget tage ansvar og hjælpe med at ophæve ansættelsesstoppet, hvis vi skal løfte kvaliteten og sikre borgerne den støtte og omsorg, de har krav på. Det er ikke kun et spørgsmål om bemanding – det handler om mennesker, om tryghed og om retten til at blive mødt med respekt og faglighed.
Beboerne på Kobbelgården 3 har ret til at leve i trygge rammer med personale, der forstår dem, respekterer dem og kan støtte dem professionelt. Det kræver, at vi får mulighed for at handle – og ansætte. Ikke bare lade stå til.
Sæt fagligheden fri. Ophæv ansættelsesstoppet. Beboerne fortjener bedre.