FREDERICIA

KLASSER PÅ DEN SIKRE SIDE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Sydøstjyllands politi underviste fredericianske 7.klasser


Fremover er nogle af 7. klasses eleverne i Fredericia måske lidt mere på den sikre side, når de er online.

I hvert fald blev fagpersonale fra en række folkeskoler i Fredericia i sidste uge undervist af medarbejdere fra Sydøstjyllands Politi i ’Den sikre side’. Det er et koncept, der er målrettet børn i 7. klasse og handler om deres digitale færden: Hvordan passer man på sine passwords, hvem kan man møde på nettet og hvordan undgår man, at ens billeder bliver delt med andre, end det var tiltænkt og meget mere – altså alt i alt hvordan man passer på sig selv og andre online. Og undervejs er der fokus på både moral, etik, gruppedynamikker og lovgrundlag i forhold til digital færden.

Så nu er de klædt på til at arbejde videre med deres 7. klasser.

Som forældre kan du også gøre noget, for at dit barn bliver bedre til at passe på sig selv online – også selvom du ikke lige har et barn i 7. klasse. Og du behøver ikke selv være mester i det digitale for at kunne guide dem og give råd til god og sikker adfærd på nettet. Hvis du har brug for et godt råd til, hvordan du kan tackle det, så klik ind på www.sikreside.dk

Er du helt med på, hvad der foregår, når dit barn er online?

(Kilde: Sydøstjyllands politi)