Kæmpe musicalfest skudt igang i Fredericia

Kæmpe musicalfest skudt igang i Fredericia

Fredag eftermiddag blev Musicalens Folkemøde 2026 for alvor sunget i gang i Fredericia.

Værten for begivenheden, skuespiller Lars Mølsted, skød den festlige weekend i gang fra scenen og understregede straks, hvor stor en begivenhed der er tale om for hele byen:

“Musicalens folkemøde er lidt ligesom Fredericias version af Royal Run,” lød det begejstret fra værten, inden han præsenterede et tætpakket program bestående af alt fra koncerter og fællessang til talks og karaoke i hele byen.

Fællesskab og store stemmer

Åbningen bød på storslåede musikalske indslag. Et kæmpe frivilligt kor klædt i lyserødt, under ledelse af kapelmester Kristoffer Nybye, indtog scenen sammen med musicalstjernen Nanna Rossen. Sammen leverede de stærke og medrivende versioner af hittet “This Is Me” og den populære Frost-sang “Lad det ske”.

Derudover fik publikum en eksklusiv forsmag på efterårets helt nye forestilling, da titelsangen til “Fang Vinden” for allerførste gang nogensinde blev fremført live foran et veloplagt publikum.

Skuespiller Lars Mølsted var vært for åbningen. Han præsenterede et stort sammensat musicalkor, dirigeret af Kristoffer Nybye. Sammen med sangerinden Nanna Rossen optrådte koret med velkendte musicalhits for at bringe musikken ud i byens gader. Video: DanmarkC TV

En by i musicalens tegn

Også fra politisk side var der massiv opbakning til folkemødet. Borgmester Peter Tind og formand for Kulturudvalget, Susanne Eilersen, indtog scenen for at hylde byens stærke kultur og de mange frivillige ildsjæle. Borgmesteren fremhævede, hvordan genren er blevet en afgørende del af kommunens identitet, der skaber både glæde, arbejdspladser og ikke mindst sammenhold på tværs af generationer.

“Musical, det skaber fællesskaber, det samler mennesker,” udtalte borgmester Peder Tind i sin velkomsttale til de mange fremmødte i alle aldre.

Talen lagde desuden vægt på, at byens seriøse satsning på kvalitet og talentudvikling bærer frugt. Dette kan blandt andet ses med lokale stjerneskud som MGP-vinderen Anna Frida og Melodi Grand Prix-vinderen Søren Torpegaard Lund, der begge har trådt deres barnesko i Fredericias levende og engagerende musicalmiljø.

Fredericias egen MGP-Stjerne Anna Frida gav autografer til meet’n’greet. Fotos: DanmarkC TV

Lokal stjerne på scenen

Netop Anna Frida fik æren af at afrunde den officielle åbning af begivenheden. Selvom hun af rettighedsmæssige årsager ikke kunne optræde med sin MGP-vindersang, kvitterede det unge talent i stedet med en gribende og smuk fortolkning af Disney-klassikeren “Leve som dem” fra Den Lille Havfrue, og efterfølgende kunne hendes mange fans møde hende til “meet’n’greet inde i Tøjhuset.

Åbningen blev en stor succes, og nu venter der to tætpakkede og festlige dage med både indendørs og udendørs aktiviteter for hele familien.

Hvad foregår der egentlig bag scenen under en musical? Hør om alt det, som publikum ikke ser til en spændende talk med Nanna Rossen, Carsten Svendsen og Szhirley, når de deler historier fra deres karrierer, modereret af Rie Hammer,Chefredaktør for udvikling og ISCENE Live hos mediet IScene.