Kæmpe lade-løft på vej ved Skærup

Kæmpe lade-løft på vej ved Skærup

Elbilister i Trekantområdet kan se frem til en markant opgradering af infrastrukturen. Fra 2026 åbner Vejdirektoratet op for massive ladeparker, hvor rastepladsen ved Skærup bliver den helt store vinder

Fra den 1. januar 2026 bliver det slut med at frygte for rækkevidden eller lange køer ved ladestanderen, når turen går gennem Syd- og Sønderjylland. Vejdirektoratet er i fuld gang med at rulle en omfattende plan ud, der skal sikre lynhurtig opladning direkte ved motorvejen.

Projektet omfatter i alt 108 nye ladepladser fordelt på fire lokationer, men det er især ved Skærup Rasteplads på E45, at ændringerne vil kunne mærkes. Her etableres der hele 44 nye lynladepladser fordelt med 22 på Skærup Øst og 22 på Skærup Vest, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Flere lynladere der, hvor trafikken er – og behovet størst

Ladeparkerne ligger langs nogle af de mest trafikerede strækninger i regionen, og de får stor betydning for både hverdags- og ferietrafikken.

I alt bliver der sat strøm til 108 ladepladser med op til 400 kW i Syd- og Sønderjylland:

Skærup rastepladser (E45, Trekantområdet) 
Et vigtigt knudepunkt mellem Vejle, Kolding og Horsens. De nye ladeparker kan håndtere mange elbiler på en gang og giver et bedre flow på en af landets mest belastede strækninger.

Ustrup rastepladser (E45 mellem Aabenraa og Haderslev) 
Med den stigende elbiltrafik vil de nye ladeparker aflaste forbindelsen mellem trekantområdet og Sønderborg/Aabenraa.

Harte rastepladser (E20 vest for Kolding) 
Placeringen ved Harte er et naturligt knudepunkt for både pendlere og ferietrafikken mod Vestkysten og med de nye ladeparker, kan endnu flere elbilister svinge forbi og lade deres bil op på farten – også dem med campingvogn på slæb.

Frøslev rastepladser (E45 ved den dansk-tyske grænse) 
Her vil de nye ladeparker give pendlere og ferierejsende en sikker mulighed for hurtig opladning tæt på grænsen.

Ladepark ved rasteplads Skærup Øst, som drives af Norlys og OK. Foto: Vejdirektoratet

De nye ladeparker er indrettet med:

  • Lynladning op til 400 kW
  • Pladser til opladning med trailer, campingvogn og varevogn
  • Overdækning med solceller
  • Nem indkørsel og bedre mulighed for at finde en ledig stander
  • Plads til kørestolsbrugere
  • Adgang til mad, drikke og toiletter på rastepladserne

”Vi har fokuseret på både kapacitet og komfort. Man skal hurtigt kunne finde en ledig ladestander og samtidig få en god pause undervejs,” siger projektleder i Vejdirektoratet, Jonas Johnsen og tilføjer:

”Det er bare at dreje ind, lade op og køre videre.”

De lokale ladeparker er en del af en større national indsats under Infrastrukturplan 2035, hvor Vejdirektoratet åbner 22 nye ladeparker med 288 lynladere langs motorvejene.  

FAKTA: Nye ladeparker i Syd- og Sønderjylland

Åbner 1. januar 2026

RastepladsMotorvejNye ladepladserLadeoperatør
Skærup ØstE45 Østjyske Motorvej22Norlys og OK
Skærup VestE45 Østjyske Motorvej22Nordlys og Cirkle K
Harte NordE20 Esbjergmotorvejen6E:ON
Harte SydE20 Esbjergmotorvejen6E:ON
Ustrup ØstE45 Sønderjyske Motorvej16Norlys og Circle K
Ustrup VestE45 Sønderjyske Motorvej16Norlys og Circle K
Frøslev ØstE45 Sønderjyske Motorvej10Circle K
Frøslev VestE45 Sønderjyske Motorvej10Circle K

Læs mere om de enkelte ladeparker Ladeinfrastruktur | Vejdirektoratet