KÆMPE FLASKEPOST RAMMER VEJLE
Søndag d. 3. august midt på eftermiddagen ankommer en 5,10 meter lang og omkring 800 kg tung flaskepost til Vejle. Alle interesserede kan følge med, når flasken ankommer med stort træskib og sættes i vandet ud for Albuen kl. 14.30.
Måske har du prøvet det som barn. At stå i solnedgangen og være lige præcis dén person i hele verden, der finder flaskeposten. Bare dig og en besked fra det ukendte. Afsenderen på denne flaskepost, og værket ’To Remind’ kender vi. Bag værket står nemlig billedkunstner og skulptør Vibeke Nørgaard Rønsbo. Hun ønsker at folk vil tage projektet til sig og deltage aktivt i det, og at flaskeposten vil give oplevelser, åbne eventyr, skabe debat og eftertanke hos borgerne i Vejle.
Fra hånskrevne breve til sms og mails
Flaskeposten er en ting, som alle kan relatere til. Et minde om en tid, der ikke er mere. I dag kan en sms eller en mail nå klodens fjerneste egne på få sekunder. Flaskeposten er et symbol for langsomheden. For Vibeke Nørgaard Rønsbo er det vigtigt, at vi stopper op og overvejer, hvad digitaliseringen betyder:
– Digitaliseringen af vores samfund har været i gang længe, men med 2015 bliver skiftet markant idet størstedelen af den offentlige kommunikation herefter udelukkende foregår digitalt. Det er en stor forandring og noget jeg gerne vil sætte fokus på med ’To Remind’, siger Vibeke Nørgaard Rønsbo og fortsætter: Jeg vil gerne invitere til overvejelse og debat om, hvilken betydning dette har for den enkelte.
Overvejelserne kan man skrive ned på et papir ved en skrivepult opstillet ved kysten mellem Albuen og parkeringspladsen øst for stranden. Projektet har nemlig også det formål, at sætte fokus på det håndskrevne brev og indsamle en masse sedler og breve, skrevet af mange forskellige personer. Sideløbende med at man samler sedler og små breve ind ved Albuen, vil Vejle Bibliotek køre en lille udstilling under titlen ”Hit med din håndskrift” og den skal hjælpe til med at indsamle så mange håndskrevne sedler som muligt, mens projektet er i Vejle.
Rejse til Rethink 2017
I flaskeposten ligger en seddel, på den står ”Jeg er, altså skriver jeg”, som digter videre på den franske filosof René Descartes (1596 -1650) berømte sætning ”Jeg tænker, altså er jeg”. Brevet i flaskeposten skal gerne sætte gang i tankerne og lade de besøgende reflektere og derefter dele tankerne på et brev.
Første gang man kunne se den store flaskepost var i Aarhus sidste sommer ved Sculpture by the Sea. Siden har den skvulpet i Roskilde Fjord og Langør på Samsø. De næste 4 år vil Flaskeposten ’drive’ rundt i vandkants Danmark. Undervejs samles nationens håndskrifte og nedskrevne drømme op, som vil blive præsenteret på en udstilling, når Aarhus i 2017 under overskriften ’Rethink’ er europæisk kulurhovedstad.
Fakta:
Flaskeposten ankommer til Vejle med et stort skib søndag den 3. august. Kl. 14.30 lægges flaskeposten i vandet ud for Albuen Strand, på nordsiden af Vejle Fjord. Flaskeposten vil blive liggende helt frem til 14. september 2014.