Mens julelysene tændes landet over, melder hverdagens realiteter sig for mange danskere. Op mod 600.000 føler sig ensomme, og netop julen kan være en svær tid at komme igennem alene. Derfor går Røde Kors og Boblberg nu sammen om at matche værter og gæster til en juleaften i fællesskabets tegn.
For sjette år i træk inviterer initiativet Julevenner danskerne til at åbne deres hjem eller melde sig som gæst. Målet er at bekæmpe den ensomhed, der ofte forstærkes i december, og skabe nye relationer på tværs af befolkningen. Sidste år fejrede over 3.200 personer jul sammen gennem ordningen, og behovet er fortsat stort.
– Julen er hjerternes fest, men også den tid på året, hvor følelsen af at stå udenfor kan gøre allermest ondt. Med Julevenner vil vi skabe konkrete fællesskaber omkring julebordet, så flere oplever at høre til – og få en dejlig jul sammen med andre, udtaler Margit Nygård Mikkelsen, der er sektionsleder for fællesskabssektionen i Røde Kors i en pressemeddelelse.
Lokalpolitisk par åbnede dørene sidste år – måske du har mod på det samme?
Sidste år, tilhørte et af de hjem der stod åbent til jul, Tommy Rachlitz Nielsen og Kirsten Hassing Nielsen fra Fredericia. Parret havde valgt at invitere 4-6 fremmede indenfor for at dele aftenen med nogen, der ellers ville have siddet alene.
– Vi har valgt at tilmelde os som julevært hos julevenner ved Røde Kors. Så vi har åbnet vores hjem for 4-6 fremmede mennesker, som ellers ikke havde noget sted at være juleaften, fortalte Tommy Rachlitz Nielsen til DanmarkC TV.
Beslutningen bundede i et ønske om at gøre en forskel i en højtid, der kan være følelsesladet.
– Julen, det er jo også en dejlig tid. Det er jo også familiernes tid, men det er også en svær tid for rigtig mange mennesker. Og der er også mange, som ikke har mulighed for at holde jul selv eller har noget familie. Og derfor synes vi, at i år havde vi muligheden for at kunne tilbyde nogen at komme hos os, så vi kunne fejre jul sammen, lød det fra Kirsten Hassing Nielsen.
I 2024 inviterede Tommy og Kirsten fremmede der ellers skulle sidde alene til jul, har du mod på at åbne dit hjem for andre, så kan du finde mere info om Julevenner længere nede i artiklen. Video: DanmarkC TV
For alle typer af mennesker
Selvom ensomhed er en væsentlig drivkraft for initiativet, understreger arrangørerne, at Julevenner favner bredt. Det er ikke kun for socialt udsatte, men også for folk, der ønsker at opleve nye traditioner, eller hvis livssituation har ændret sig.
– Vi oplever bl.a. mange skilsmissefamilier, hvor den ene forælder skal undvære børnene hvert andet år og derfor ønsker at finde et hyggeligt selskab de mellemstående år. Derudover ser vi også mange, som for eksempel skal arbejde i juledagene og derfor ikke har mulighed for at rejse til familien i den anden ende af landet den 24. december, samt tilflyttere, der er nysgerrige på at opleve en traditionel dansk jul. Og så er der de små familier, som blot ønsker at give børnene en glad jul i selskab med andre børn, forklarer Emma fra Boblberg.
Sådan fungerer Julevenner
På Julevenner.dk kan man oprette sig som enten julevært eller julegæst og skrive lidt om sig selv, sine ønsker for juleaften samt hvor mange børn og voksne man er. Herefter kan man:
- Selv finde en julevært eller julegæst via opslagene, eller
- Vælge, at frivillige fra Røde Kors hjælper med at finde et godt match.
Juleværter åbner deres hjem og gør plads om julebordet til én eller flere gæster, der ellers ville sidde alene. Julegæster kan være både enlige, par eller familier – fælles for dem er ønsket om at holde jul i godt selskab.
For dem, der ikke har mail eller er utrygge ved den digitale del, er der mulighed for at få hjælp til at blive oprettet via telefon, så Julevenner også er tilgængeligt for dem, der står på kanten af de digitale fællesskaber.
Fakta
- Julevenner er et fælles initiativ mellem Røde Kors og Boblberg, hvor værter og gæster matches til juleaften.
- Julevenner blev etableret i 2012. Siden 2019 har det været et fælles initiativ mellem Røde Kors og Boblberg, og det blev muligt også selv at finde sine juleværter og julegæster.
- Sidste år holdt over 3.200 personer jul sammen gennem Julevenner.