FREDERICIA

Julen sunget ind med fantastisk fortryllende englelyd

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia musicalteater afholder i denne uge “Jul på Teateret” – En koncert med julemusik af højeste kvalitet

På teateret afholdes i disse dage “Jul på Teateret”, der i al sin beskedenhed er julekoncert med musicalperformere og de fantastiske musikere fra orkestergraven.

En oplevelse DanmarkC TVs anmelder giver seks stjerner!

I en flot julepyntet kulisse tog orkesteret plads ved instrumenterne, og de fire skønne musicalperformere Katrine Skovbo, Thomas Jensen, Mads Æbeløe Nielsen og Maria Skuladottir indtog deres plads ved mikrofonerne. Et forventningsfuldt publikum havde indfundet sig ved premieren på “Jul på Teateret”, og taget plads på de røde stole – klar til to timers “Jul på Teateret”.

Et længe ventet juleboost i en ellers mørk tid

Man kunne tydeligt mærke, at publikum havde set frem til en skøn aften med masser af kulørte lamper, vidunderlig musik, og fantastisk sang. Overraskende nok var der en afdæmpet snak i salen – lidt i stil med at publikum tænkte “Er det rigtigt? – Sker det virkeligt?” – og lidt som vi kender småbørn der ser det tændte juletræ med de mange gaver underneden, der kun venter på at blive pakket ud. I næste øjeblik starter musikken og publikum blev tryllebundet i de næste godt to timer. Udenfor teateret har aftenhimlen i taget sig sin mørke skikkelse, og gaderne ligger mørke hen. Men ikke som vi kender det fra tidligere år, hvor julelys i træer og butiksvinduer lyser op i mørket. Vi befinder os i en energikrise, der har resulteret i at både erhvervsliv og private har skruet ned for forbruget – og denne hungrende mangel på julelys og jule”D”vitamin var tydeligt at spore da første tone fra koncerthøjtalerne klingede frem.

En julekoncert med fortrylende englelyd

En fortryllende koncert – det var hvad publikum fik serveret direkte fra Musical Teaterets lille scene, da den første koncert blev afviklet fredag den 2. december. De fire musicalperformere Katrine Skovbo, Thomas Jensen, Mads Æbeløe Nielsen og Maria Skuladottir sang med hver deres fortryllende stemmer, velkendte julesange og salmer – til stor begejstring for et veloplagt publikum. Mellem sangene fortalte performerne anekdoter og fortællinger fra “Peters jul”. En fantastisk rød tråd gennem hele julekoncerten.

I pausen kunne publikum købe gløgg og køligere drikkevarer, som de kunne nyde under anden akt i salen, i en skøn balance mellem juleudsmykningen og julens toner.

Julekoncerten i sin helhed er et “Must see” – en oplevelse der er fyldt med julestemning og nærvær som trænger helt ind i julehjertet. Hvis man overhovedet har mulighed for det, så er det en oplevelse der i den grad kan være med til at kompencere for den manglende juleglød i denne rigtig trælse energikrise.

DanmarkC TVs anmelder sender samtlige seks julestjerner afsted mod Musical teateret og de fantastiske performere og orkester – lad bare julen og julefreden sænke sig over fæstningsbyen.