FREDERICIA

Julen står for døren i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I år vender Jul i Fredericia stærkt tilbage med masser af spændende aktiviteter og eventyrlige oplevelser for hele familien. 

Nu er det atter blevet den tid på året, hvor lys tændes, sne daler, gaver indkøbes og julestemning spreder sig, når Fredericia inviterer gæster og borgere på masser og aktiviteter og oplevelser rundt i byens gader. 

Borgmester Steen Wrist glæder sig til at mærke byens liv og julestemning: ”Fredericia er i forvejen en enormt stemningsfuld by med meget historie og flotte byrum, som skal opleves. Det er også en af grundene til, at vi har fordelt de forskellige aktiviteter rundt i byens gader og pladser, både inde og ude. Succeserne med sommer og efterår har vist os, at Fredericia har rigtig meget at byde på, både for Fredericias borgere men også turister udefra, og det skal vi selvfølgelig blive ved med at satse på”.  

En arbejdsgruppe på tværs af bl.a. turisme, handel, kultur, idræt, børn, unge, fritid og natur arbejder i disse dage på at samle trådene til årets juleprogram. Fredericia Shopping, Visit Fredericia,Experience Fredericia og Fredericia Kommune gentager succesen fra i sommers med en fælles markedsføring af aktiviteterne og den gode julestemning, der sætter Fredericia på landkortet og giver flere turister i byen. 

1. viceborgmester Susanne Eilersen er positiv over den store opbakning, der er til Jul i Fredericia på tværs af byens aktører: ”Af erfaring ved vi, at resultatet bliver godt, når mange gode kræfter går sammen og løfter i flok. Vi har set med Sommer i Fredericia, hvor langt ud vi kan nå med fortællingen om vores by og oplevelser, og det har givet omsætning i butikkerne, gæster i sengene på hotellerne og på byens restauranter. Vi har alle en interesse i at gøre vores by så attraktiv som mulig, og nu glæder jeg mig til at julestemningen breder sig”. 

Stort juleprogram for store og små 

Det store juleprogram byder på aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Midtbyen bliver blandt andet fyldt med en masse hyggelig julemusik, funklende julelys, gadeteater, hestevognskørsel, skøjtebane, rensdyr, juleboder og ikke mindst julemanden, som har sækken fuld af karameller.

For at undgå for store forsamlinger ankommer julemanden ikke med båd, men går rundt i gaderne torsdag den 25. november fra kl. 15-18, hvor juletræet også tændes på et hemmeligt tidspunkt sammen med borgmesteren. Ligesom sidste år, byder Fredericia på spektakulær julebelysning, hvor man kan opleve Disney lysfigurer på J.B. Nielsens Plads og Danmarksgade v. Riddergade samt et gaveindpakket rådhus, som ud over den traditionelle julebelysning, skal kaste glans over Fredericia i juletiden. Hos Fredericia Shopping er man også i julehumør:

”I Fredericia Shopping er der også stor glæde over det store samarbejde mellem erhvervslivet og Fredericia Kommune. Vi har igen i år fået sammensat et helt fantastisk program for Jul i Fredericia, hvor alle har budt ind med julearrangementer og andre festligheder. I Fredericia Shopping har vi derfor koncentreret os om at få midtbyen fyldt med aktiviteter hver dag helt frem til og med den 23. december, og der bliver ikke mindre at glæde sig til i år. Derfor stor tak for det gode samarbejde på tværs af erhverv og kommune. Fredericia Shopping ønsker alle en tryg og hyggelig Jul i Fredericia”, fortæller formand for Fredericia Shopping, Ole Mortensen. 

Hele programmet for Jul i Fredericia kan findes i eventkalenderen på www.visitfredericia.dk. Byrådet har afsat 1,5 mio. kroner til afholdelse af både sommer, efterårsferie og Jul i Fredericia. 

Juleaktiviteter i trygge omgivelser

Julen er hjerternes fest, og det skal være trygt at færdes i Fredericia. Planlægningsgruppen/arrangørerne følger derfor smittetrykket tæt og har ligesom sidste år indført en række tiltag, og for at sikre god plads er alle aktiviteter spredt ud over hele midtbyen.

Man kan holde sig opdateret på programmet påwww.visitfredericia.dk