Juleløjer i Taulov og Skærbæk

Juleløjer i Taulov og Skærbæk

Fællesarrangement i Elbohallen trak hundredvis af lokale

Den første søndag i advent blev en sand folkefest i lokalområdet, da Elbohallen i samarbejde med Skærbæk beboerforening og Taulov Fællesråd stod bag et vellykket arrangement. Dagen startede med aktiviteter i hallen, inden optoget gik mod Skærbæk Havn for at modtage Julemanden.

Det er kun anden gang, at dette fællesarrangement afholdes, men det er allerede blevet utroligt godt modtaget af borgerne i Taulov og Skærbæk. Dagens program lagde ud med børnebanko, efterfulgt af traditionel juletræshygge, hvor der blev serveret æbleskiver og saftevand til de fremmødte.

Arrangementets formål er at styrke båndet mellem de to byer. Karina, som er frivillig arrangør, forklarede baggrunden for initiativet:

“Der er mange ting, der binder de to små byer Taulov og Skærbæk sammen, så ved og styrke det fællesskab de to byer har, har vi valgt og lave nogle arrangemanger både for de store og små – og især de små – så de kan få noget glæde ved Elbohallen og har lyst til og komme fremadrettet.”

Billede fra Julemandens ankomst ved Skærbæk havn og de mange mennesker 2025. (foto: DanmarkC TV)

Julemandens ankomst: Målet blev nået

Arrangørerne havde på forhånd sat næsen op efter en stor opbakning til optoget. Pernille, en anden frivillig, fortalte om forventningerne til antallet af deltagere:

“Vi havde håbet på et par 100 mennesker der ville gå optog og ned og se julemanden.”

Forventningerne blev indfriet, da hundredvis af spændte lokale deltog i optoget fra Elbohallen ned til Skærbæk Havn. Her ankom Julemanden som lovet med båd.

Glade børn og slikposer

Julemanden, der var synligt glad for det store fremmøde, hilste på alle de fremmødte børn og voksne. Højdepunktet for de yngste var selvfølgelig uddelingen af slikposer.

Alt i alt blev det en rigtig god og hjertevarm første søndag i advent, der cementerede værdien af byernes fællesskab. Det store fremmøde lover godt for fremtidige arrangementer.