FREDERICIA

Jubilæum: 10 år med DanmarkC TV

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I dag den 1. november kan DanmarkC TV fejre 10 års jubilæum – lykønskningerne er da også strømmet ind til tv-stationen allerede fra morgenstunden

Den 1. november 2012 startede DanmarkC TV deres udsendelsesportefølje med en direkte udsendelse fra Peugeots lokaler i Snoghøj, hvor programmer blev præsenteret, og både erhvervsdrivende, byrådsmedlemmer og borgere var inviteret til interviews i det midlertidig opsatte tv-studie midt i salgslokalet. Udsendelsen var krydret med livemusk fra The Beatles kopiorkesteret ”Sgt. Pepper”.

Billede fra Åbningsshowet 1. november 2012

Fra begyndelsen i år 2012 og frem til den 28. februar 2014 var DanmarkC TV drevet af frivillige – uden nogen former for støtte eller nævneværdige indtægter. Tv-stationen var udelukkende bundet op på frivillig indsats og med udstyr stillet til rådighed fra en videoproduktionsvirksomhed i Fredericia. Alle stationens udsendelser blev udsendt via bynettets kabeltv i Fredericia og kunne ses i trekantområdet.

De første udsendelser blev sendt fra lånte lokaler

De første Nyhedsudsendelser blev sendt fra lånte lokaler. I 2013 rykkede DanmarkC TV ind i lokaler hos Lokalavisen i Fredericiacentrum, og i 2014 til lejede lokaler i Snoghøj. I 2015 flyttede DanmarkC TV ind på havefronten ved kanalbyen, og i 2019 lejede tv-stationen lokaler på Sanddal Bakke lige ved lystbådhavnen.  I juni 2022 indrettede DanmarkC TV lokaler i Egeskov ved Fredericia, hvor TV-stationen den dag i dag har adresse. Her har vi rådighed over både tv-studie og et stort haveanlæg, hvor der i den kommende tid vil ske en masse spændende tiltag. DanmarkC TV rykker ud og laver tv-indslag alle døgnets 24 timer, så seeren altid er opdateret på, hvad der sker i og omkring Fæstningsbyen.

Programtilladelse til ”ikke kommercielt tv”

I 2014 søgte DanmarkC TV programtilladelse hos Kulturministeriet, og fik tilladelse – til at sende på ”Kanal SYD” der også indeholder Tegnsprogskanalen. Her leverede DanmarkC TV nyheds-, kultur-, musik- og aktualitetsudsendelser, mandag til torsdag på fastlagte tidspunkter. På kanalen sendte de fem tv-stationer i Sydjylland, der havde opnået sendetilladelse. Tre tv-stationer i Esbjerg, en i Sønderborg, og DanmarkC TV fra Fredericia.

Peer Petersen fra De Danske forsvarsbrødre, bliver interviewet af DanmarkC TV

De få medarbejdere der var ansat på DanmarkC TV, arbejdede hårdt for at levere vedrørende tv fra Fredericia til hele Sydjylland via TV og hele verden via web-tv. Det blev til de populære programmer ”Med Falck på Job”, ”Med Dyrlægen på Job”, ”Museumsgården Kringsminde”, ”Kolonihaverne”, ”Vores Drømmehus” og masser af nyhedsudsendelser og 112-relaterede indsatser.

Siden sendestart i 2012 har DanmarkC TV udsendt mere end 6.000 udsendelser og programmer.

Økonomien er ikke særlig stor

At drive en ”ikke kommercielt” tv-station kan være en økonomisk udfordring. Med et driftstilskud på under 800.000 kr. kan man hurtigt regne ud, at der ikke er plads til de store økonomiske armbevægelser. Det er blandt andet derfor, at DanmarkC TV har måttet flytte relativt mange gange i de 10 år tv-stationen har eksisteret – for at holde huslejen så lav som overhovedet mulig. Som ”ikke kommerciel” tv-station, er det dog en mulighed at bringe sponsorspots foran og efter udsendelser, og det er noget, tv-stationen i de senere år har fokuseret mere på, og derved skabe lidt ekstra økonomi til produktion af tv. Fælles for driften er, at det kun kan lade sig gøre, fordi DanmarkC TV har en aktiv og deltagende bestyrelse og få men særdeles effektive medarbejdere. Til sammenligning modtager regionale tv-stationer i omegnen af 90 millioner kroner årligt for tæt på samme krav til sendeminutter. Det er derfor anerkendelsesværdigt, at DanmarkC TV formår at drive og sende tv på de stillede vilkår – for det meget lille tilskudsbeløb.

Praktikant fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, under interview med lokal politiker

Tager ansvar for uddannelse

DanmarkC TV har et antal praktik- og studiepladser, som kan benyttes af videregående uddannelser. Gennem årene har DanmarkC TV været praktiksted for mange forskellige uddannelser, blandt andet Multimediedesign, SDU, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Universitet, IBA Erhvervsakademi og mange flere. Praktikanterne er kommet både fra ind- og udland, og har været på stationen i længere perioder. Fælles for dem alle er, at de vil være med til at gøre en forskel og fortælle historier fra Fredericia.

Kurser, kurser og kurser

Som en del af kvalitetsudviklingen af DanmarkC TV, har vi flere gange om året besøg af undervisere, der specifikt underviser ansatte og frivillige i både interviewteknik og alt andet, der er relevant for en tv-station. Det er gennem tiden blevet til rigtig mange kurser, og det har været med til at løfte DanmarkC TV til det, den er i dag.

Igennem tv-stationens samarbejde med andre tv-stationer, har der været god mulighed for erfaringsudvekslinger og inspirationsbesøg, hvilket også har været med til at holde fokus på udviklingen af DanmarkC TV.

Hjertestartere i TV-bilerne

I december 2020 besluttede bestyrelsen hos DanmarkC TV, at tv-stationens TV-biler skulle udstyres med hjertestartere. Dette blev positivt modtaget hos de ansatte og frivillige. Siden da har TV-stationens TV-biler, der ofte er fordelt over forskellige dele af Fredericia i forbindelse med optagelser af indslag, været kaldt ud til hjertestop flere gange, og har dermed været med til at redde liv.

Direkte udsendelser

DanmarkC TV arbejder sammen med blandt andet TV-syd, TV2 og DR omkring optagelser af indslag, når der sker noget uventet i Fredericia. Derfor ser man ofte optagelser fra DanmarkC TV på ovenstående kanaler, primært i nyhedsudsendelser når der eksempelvis har været store brande eller ulykker i Fredericia. DanmarkC TV sender også direkte udsendelser, hvor tv-seeren kan se med, når der er politiske debatter, Stafet for livet, 6. julifesten, større events og arrangementer og Byrådsmøder. Dermed går man aldrig glip af noget som borger i Fredericia – DanmarkC TV dækker rigtig mange arrangementer i Fredericia, som man kan se – og dermed deltage i, dels via sit tv og via web-tv på sin smartphone.

10 år med DanmarkC TV

I dag, præcis 10 år efter, består DanmarkC TV af en bestyrelse og to ansatte, der leverer nyheder både på TV og via internettet og de sociale medier.

DanmarkC TV fejrer det flotte jubilæum senere med en stor jubilæumsudsendelse fyldt med spændende overraskelser.