FREDERICIA

Jane Findahl udtræder af byrådet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

FindahlFormand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget Jane Findahl har fået nyt arbejde i Odense Kommune og udtræder derfor af Fredericia Byråd ved udgangen af maj måned

Jane Findahl tiltræder som uddannelseschef i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune den 1. juni 2015.

”Det er en virkelig spændende stilling, hvor jeg får ansvaret for seks afsnit, seks afdelingsledere og omkring 200 medarbejdere. Derfor har jeg besluttet, at det vil være bedst for mig selv, Odense Kommune og for SF, hvis jeg overlader min plads i Fredericia Byråd til Marianne Thomsen,” siger Jane Findahl.

Jane Findahl kom første gang i byrådet 1. januar 1986 og har været medlem af Fredericia Byråd siden, bortset fra en selvvalgt periode fra 1992 til 1997.

”Kæmpe stort tillykke til Jane. Det er sejt og helt utrolig godt gået. Det er til gengæld trist for os i byrådet, at vi ikke længere skal have Jane med i det politiske arbejde. Hun vil blive savnet for sit store engagement, sine resultater, sin dynamik, sin politiske tæft og ikke mindst som en god kollega,” siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Jane Findahls udtrædelse af Fredericia Byråd skal formelt besluttes på byrådets møde den 18. maj 2015.