FREDERICIA

Jacob Sveistrup med band

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Jacob Sveistrup med band

Koncert i Tøjhuset

Fredag d. 27. januar er der koncert med Jacob Sveistrup.

Jacob Sveistrup – bl.a. kendt som vinder af Dansk Melodi Grandprix 2005 – er blevet ældre og bedre end nogensinde. Jakob rejser sig med det nye album ”All inn/All out”, som redefinerer ham som sanger og komponist.

Albummet oser af Jakobs kærlighed til soul og funk og som han selv udtaler: ”det her er min lyd. Det er der nærmeste man kommer mit musikalske ståsted anno 2017”.

Albummet er komponeret af Jakob selv og tæt samarbejde med sit band som også tæller producer og keyboardspiller Lars Rahbæk Andresen.

Det er 10 år siden, Jakob Sveistrup udgav sit seneste album ”Fragments”. Det tager ikke mange sekunder i selskab med de første nye singler ”Damn Good Day”, ”Make Me An Offer” og ikke mindst ”Accompany Me” at høre, at den 43-årige sanger befinder sig et helt andet sted anno 2017. Stilen er langt mere funky og soulet.

Han er vokset op med funklegenden Sly Stone og sang i en årrække i diverse fynske funk- og soulbands. Derfor føler han lidt, at han er vendt tilbage til udgangspunktet.

”Mit musikalske Mekka er den melodiøse popsoul med funk-tendenser. Det har været skønt at kunne gå planken ud, uden at skulle spørge en masse andre om lov, fordi jeg selv udgiver og finansierer pladen. På mine første udgivelser var der mange hensyn at tage og alle advarede mig om, at beskæftige mig med niche-musik som funk. Det har jeg aldrig forstået. Jeg elsker en tung bas, der rykker nede i bunden, catchy trommer og ikke mindst en funkguitar, der går lige i mellemgulvet som på sangen ”Whatta Ya Do Now” siger Jakob Sveistrup.

Han glæder sig ikke overraskende til at komme rundt i landet og præsentere de nye sange.

Med sig rundt har han sit hold af gode musikalske soul/funk-venner, der består af: Dennis Flacheberg (guitar), Lars Rahbek (keys), Casper Bak Poulsen (bas) og Johannes Gissel (trommer), alle kompetente og rutinerede musikere, så der er lagt op til en fantastisk farverig hvid soul/funk-aften.

Siddende koncert.

Billetter til koncerten, der starter kl. 21, kan købes på billetten.bruunskepakhus.dk samt i Tøjhuset.