FREDERICIA

Isabellas historie: Fik legat på 10.000 kr som kvinde i et mandefag

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericianske Isabella søgte læreplads som smed, og lod sig ikke spise af med en travltoptaget værkfører. Det sikrede hende en læreplads – og nu også Zonta Danmarks håndværkerlegat

Hos Dansk Energi Service A/S i Vejle er den snart 19-ørige Isabella smedelærling. Her har hun været i lære i hele hendes tid under uddannelsen og det passer hende godt. Her er nemlig god stemning, rare og hjælpsomme kolleger og et arbejdsmiljø som giver lyst til at gå den ekstra mil.

Og det gør Isabella. Hun er en af de få kvinder som er ved at uddanne sig til smed på EUCL. Faktisk er de så få, at det kan tælles på en hånd.

Onsdag fik hun overrakt Zonta Danmarks Håndværkerlegat, ved en lille højtidelighed i Barrit ved Vejle – på hele 10.000 kr. Penge hun ønsker at bruge på dyre svejsecertifikater – og måske indskud til en lejlighed.

Lørdag bringer DanmarkC TV en længere udsendelse med Isabella.

Her kan du komme med helt tæt på, og høre hvad hendes lærer og hendes chef oplever, ved at have ansat en af danmarks få kvindelig smedelærlinge.

Udsendelsen sendes lørdag klokken 01:00, 04:00, 07:00, 10:00, 13:00, 16:00 og 22:30.

Her kan du se en kort teaser for udsendelsen.

Nyt legat til kvinder på håndværkeruddannelser

Netværksorganisationen Zonta Danmark uddeler for første gang legat målrettet kvinder i håndværkeruddannelser. 

Målet er at støtte og anerkende kvinder, som har valgt et håndværkerfag med et historisk lavt optag af kvinder for at fremhæve rollemodeller, som kan være med til at inspirere flere kvinder til at søge disse fag. 

Årets vinder er den snart 19-årige Isabella Rønnow Ankerstjerne fra Fredericia, som modtager et legat på 10.000kr.

(Foto: euc Lillebælt)

Isabella er under uddannelse til Klejnsmed, et fag hvor hun skiller sig positivt ud med flair og stor interesse, hvilket fremhæves af underviser ved Per Juhl Kristensen, lærer ved EUC Lillebælt i hans indstilling af Isabella til Zontas Håndværkerlegat.

Per Juhl Kristensen skriver i sin indstilling: ”Isabella har på kort tid opnået stor forståelse for svejseprocesser og smedeteknikker. Hun fascineres af fremstilling af emner i metal og arbejder med stor præcision og flair for finish. På meget langt på kort tid er hun nået lang, og potentialet er exceptionelt stort.”

Som rollemodel for kvinder i håndværkerfag er Isabella en værdig modtager. På grundforløb 1 medvirkede Isabella i en film for EUC LiIlebælt om at vælge EUD efter folkeskolen, og på grundforløb 2, hvor hun var eneste pige i klassen, holdt hun sig ikke tilbage, men gik forrest og viste vejen og første færd. På lærepladsen i Dansk Energi Service er de også meget tilfredse med Isabella, og i indstillingen, som lærepladsen også står bag, står at ”Isabella har banet vejen for at også den næste klejnmedelærling i firmaet kan blive en pige.”

Isabellas mål efter endt elevtid er at arbejde som klejsmedesvend og fagligt udvikle sig med svejsecertifikater og andre certifikater som giver spændende muligheder inden for faget.