FREDERICIA

Ingen straffesag mod tidligere borgmester eller mod tidligere kommunaldirektør i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Statsadvokaten i Viborg har netop truffet afgørelse om, at der ikke køres en straffesag

Statsadvokaten i Viborg har netop truffet afgørelse om, at det ikke under en straffesag kan bevises, at de to har gjort sig skyldige i grove eller oftere gentagne forsømmelser eller tilsidesættelse af deres pligter. Samtidigt er efterforskningen mod den tidligere borgmester vedrørende et køb af en byggegrund m.v. standset, fordi der ikke er grundlag for at fortsætte den, da der ikke er fremkommet beviser for strafbart forhold, ligesom det må antages, at forholdene er forældede

Det er en omfattende efterforskning, der ligger til grund for dagens afgørelser. Sydøstjyllands Politi har foretaget afhøring af ca. 35 vidner, herunder flere medlemmer af Økonomiudvalget i Fredericia Kommune. Den tidligere borgmester og den tidligere kommunaldirektør, der begge har været sigtede under efterforskningen, er ligeledes afhørt.

Der er også bl.a. fra Fredericia Kommune sikret en række bilag til sagen, og sikret korrespondance i form af e-mails og SMS-beskeder, ligesom der som led i efterforskningen er foretaget ransagning af de sigtedes bopæle og elektroniske medier. 

I grundlaget for afgørelserne indgår også oplysningerne fra Fredericia Kommunes anmeldelse, herunder særligt oplysninger fra Horten Advokatfirmas undersøgelse af sagerne.

På baggrund af Sydøstjyllands Politis ovenstående efterforskning er der imidlertid ikke fundet sådanne sikre beviser, at der er grundlag for en tiltale. Det betyder, at en række af de oplysninger, der har været fremme b.la. i medier, ikke har kunnet bekræftes i forbindelse med den politimæssige efterforskning, herunder i afhøringerne af en lang række centrale vidner.

Hvad skal der til?

Anklagemyndigheden må kun rejse en straffesag, hvis det vurderes, at der er tilstrækkelige beviser til, at den sigtede vil blive dømt. Beviskravet i en straffesag er højt. Der gælder et princip om, at enhver rimelig tvivl skal komme den sigtede til gode. Det er derfor ikke nok, at anklagemyndigheden kan sandsynliggøre, at den sigtede er skyldig. Det skal kunne bevises for en domstol, at den sigtede er skyldig uden for enhver rimelig tvivl. 

Anklagemyndigheden skal være objektiv i sin vurdering. Det betyder, at der både skal lægges vægt på de oplysninger, der taler for, at den sigtede er skyldig og på de oplysninger, der taler imod. 

Gennemgangen af alle beviser, efterforskningsresultater og de samlede omstændigheder i sagen har ikke skabt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for en tiltalerejsning som netop beskrevet. Det vurderes altså ikke, at det ved en domstol vil kunne bevises, at de pågældende er skyldige i nogen del af sagen.

Sagen kort

Sydøstjyllands Politi modtog i januar 2021 anmeldelse fra en borger om muligt strafbart forhold. Den 12. marts 2021 modtog Sydøstjyllands Politi ligeledes en anmeldelse fra Fredericia Kommune. Sidstnævnte anmeldelse var ledsaget af en advokatundersøgelse, udarbejdet af advokatfirmaet Horten efter anmodning fra Fredericia Kommune. 

Efterforskningen af sagen har drejet sig om, hvorvidt de nævnte, i perioden fra omkring december 2018 til den 5. januar 2021, som henholdsvis kommunaldirektør og borgmester, har gjort sig skyldige i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten samt tilsidesættelse af hvervets pligter, ved at have undladt

 – at orientere Økonomiudvalget eller andre om en intim relation mellem dem, samt undladt at fortælle om rygterne herom,
 – at orientere Økonomiudvalget om en anonym mail af 19. oktober 2019, dels ved modtagelsen og efterfølgende, herunder særligt ved et        møde med Økonomiudvalget den 17. december 2020, samt deltaget i beslutningen om, at Økonomiudvalget ikke skulle orienteres om e-mailen. 

Den strafferetlige efterforskning har derfor været centreret om 2 spørgsmål: 

 – har der været en sådan intim relation mellem de sigtede, at dette har medført inhabilitet, og et heraf afledt straffeansvar efter straffelovens § 157, stk. 2, jf. stk. 1 og kommunestyrelseslovens § 61
 – har de sigtede groft tilsidesat deres pligter ved ikke at underrette Økonomiudvalget om en anonym mail af 19. oktober 2019, der adresserede rygterne om en intim relation, og ved ikke at underrette Økonomiudvalget om rygterne, der var i kommunen om den intime relation mellem de sigtede.

’I forhold til mistanken om en intim og inhabilitetsskabende relation mellem de sigtede, så er afgørelsen udtryk for, at der ved gennemgangen af sagens oplysninger ikke er fundet bevis for, at der har været en sådan relation mellem de sigtede, at dette har medført inhabilitet, eller at de herigennem har pådraget sig et straffeansvar’ oplyser chefanklager Michael Møller Hansen, fra Sydøstjyllands Politi. Han forsætter, ’Afgørelsen er også udtryk for, at der ved håndteringen af rygterne om et intimt forhold, ikke samlet set er fundet bevismæssigt grundlag for at antage, at der er begået et strafbart forhold’.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, – ud over det manglende bevis, at et straffeansvar for overtrædelse af straffelovens § 157, stk. 2, jf. stk. 1 og kommunestyrelseslovens § 61 forudsætter, at der er sket grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten eller grov tilsidesættelse af hvervets pligter. Bestemmelserne omfatter de groveste tilfælde af pligtforsømmelser og skødeløshed. 

Sagen har også omhandlet den tidligere borgmesters køb af en byggegrund, og at han i den forbindelse skulle have misbrugt sin stilling som borgmester til at sikre sig ejendommen. Der er ikke oplysninger i sagen, som peger på, at behandlingen af salget skulle være sket ud fra usaglige hensyn eller i øvrigt skete til andet end markedsprisen eller sædvanlige vilkår. Det må derimod lægges til grund, at Fredericia Kommune har fulgt sin egen praksis ved mundtlige bud, og at den tidligere borgmester ikke foretog sig andet end at afgive et mundtligt bud på den byggegrund, som han ønskede at erhverve. 

I forbindelse med byggesagen på ovennævnte grund er det endvidere efterforsket, om en ulovlig instruks i Fredericia Kommune om behandling af en bestemt type ansøgninger, og som var til gunst for den tidligere borgmesters byggesag, kunne danne grundlag for en tiltale mod ham for overtrædelse af straffelovens § 155.

Det fremgår af sagen, at en professionel part (tegnestue) stod for ansøgningen om byggetilladelse, og der er bevismæssigt ikke omstændigheder i sagen, der har givet den tidligere borgmester anledning til at tro, at byggesagen ikke blev behandlet korrekt. Der er ingen oplysninger eller beviser i sagen om, at han skulle have haft viden om eller anpart i den ulovlige instruks. Byggeansøgningen vedrørende den relevante byggegrund var i øvrigt én blandt flere, som blev omfattet af den ulovlige instruks.

Chefanklager Michael Møller Hansen: ’For så vidt angår anmeldelsen af den tidligere borgmester for stillingmisbrug i forbindelse med grundkøb og byggesag er det derfor efter den indledende efterforskning vurderet, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart. Det er også vurderingen, at selv hvis efterforskningen fortsætter, vil det ikke føre til, at den tidligere borgmester eller nogen anden kan sigtes i sagen. Der er ved vurderingen også lagt vægt på, at begge forhold må antages at være strafferetligt forældede’. 

Er det et endeligt punktum i sagen?

Parter i sagen – som fx Fredericia Kommune, har mulighed for at klage over afgørelserne. Fristen for at klage er 4 uger efter, at parten har modtaget besked om afgørelsen.

Lovgrundlaget i sagen

Sagen handler om straffelovens § 155 (stillingsmisbrug), § 157, stk. 2, jf. stk. 1, (grove eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten) og kommunestyrelseslovens § 61 (kommunalbestyrelsesmedlemmers grove tilsidesættelse af pligter).

Sagen er afgjort efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, der handler om, at det ikke er muligt at føre bevis for, at sigtede er skyldig, samt retsplejelovens § 749, stk. 2, der handler om, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen.