FREDERICIA

INDSATS PÅ ELEV OG UDDANNELSESOMRÅDET STYRKES

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommunes indsats på elev- og uddannelsesområdet styrkes og hjælpes på vej af ny koordinatorrolle

Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune besluttede i aftes at afsætte midler til ansættelsen af en praktikpladskoordinator. Den nye koordinator skal være med til at etablere flere praktikpladser i Fredericia – både i kommunen og på virksomhederne. Midlerne er afsat i budget 2017 til en øget indsats på elevområdet, og giver nu muligheder for en mere opsøgende praktikpladsfunktion.

”I Uddannelsesudvalget arbejder vi for at hæve uddannelsesniveauet generelt i Fredericia og tiltrække flere uddannelserne og på den måde udvikle Fredericia som uddannelsesby. Jeg er godt tilfreds med, at udvalget nikkede til at styrke indsatsen på elevområdet. Vi skal som kommune tage flere elever og studerende og sammen med erhvervslivet skabe endnu flere uddannelsesmuligheder i kommunen”, siger formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen.

Mindre virksomheder får mulighed for elev

Indsatsen for flere elever og studerende i Fredericia har sit afsæt i samarbejdsaftalen mellem LO Fredericia, Business Fredericia og Fredericia Kommune, der skal forbedre erhvervslivets rammevilkår og få flere ledige i arbejde. Aftalen indeholder også en målsætning om flere praktikpladser og mere efteruddannelse.

”Vi kan nu sætte turbo på arbejdet med at få flere elever og studerende i Fredericia. Med en praktikpladskoordinator kan vi understøtte målsætningen i samarbejdsaftalen, og styrke samarbejdet med erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og jobcentret om at få flere elever. Praktikpladskoordinatoren skal bl.a. samarbejde med erhvervslivet om flere kombinationsforløb, og give flere små virksomheder mulighed for at få en elev i form af en delt ansættelse med kommunen”, forklarer Pernelle Jensen.

Praktikpladskoordinatoren skal etablere flere praktikpladser ved at styrke og udbygge de eksisterende samarbejdsaftaler på uddannelsesområdet. Dertil skal der gerne skabes flere kombinationsaftaler med de virksomheder, som kun har mulighed for at bidrage delvist til elevopgaven. Endelig skal koordinatoren være med til at løfte uddannelsesvejledningen i samarbejde med kommunen og de relevante uddannelsesinstitutioner, herunder indgå i arbejdet med at nedbringe frafaldet hos uddannelserne i Fredericia.

I det netop vedtagne budget for 2018 besluttede byrådet at øge antallet af elever i løbet af de kommende to år. Helt konkret skal Fredericia Kommune som arbejdsgiver tilbyde plads til 100 flere studerende og elever, end vi er forpligtet til. For at kunne realisere den ambitiøse målsætning er der afsat yderligere 0,5 mio. kr. i 2018 og 1,17 mio. kr. i 2019.