Læserdebat af: Poul Rand, liberal skribent og kommentator
Fredericia står foran et omfattende sparekatalog. Vi ved endnu ikke, hvor besparelserne skal ramme, hvem der skal betale prisen, eller hvilke kommunale tilbud der skal skæres ned. Alligevel har borgmester Peder Tind og viceborgmester Susanne Eilersen tilsyneladende fundet både tid og politisk energi til at lancere drømmen om et nyt kulturhus i Kanalbyen til omkring en halv milliard kroner eller deromkring.
Før champagnepropperne springer over kulturdrømmen, bør regningen lægges åbent frem.
Timingen er besynderlig – og populistisk. Før borgerne har set sparekataloget, og før byrådet har diskuteret prioriteterne, lanceres visionen om et kulturelt fyrtårn med museum, musicalteater og måske bibliotek. Der tales varmt om fonde, erhvervsliv og staten, som om pengene allerede står i kø ved banegården.
Men fonde betaler sjældent hele gildet. Staten gør det heller ikke. Erhvervslivet udskriver ikke blankochecks. Selv hvis en stor del finansieres udefra, skal kommunen stadig levere grund, anlægsmidler, garantier og – ikke mindst – årlige driftstilskud i årtier.
Det er ikke urimeligt at frygte, at den samlede kommunale regning lander på et trecifret millionbeløb – næppe under 300 millioner kroner, når anlæg, følgeudgifter og drift lægges sammen. Mener borgmester og viceborgmester, at dette skøn er forkert, så læg et konkret regnestykke frem. Begejstring er gratis. Mursten og drift er det ikke.
Fredericia har allerede en politisk vedtaget plan. I VISION 2033, som det daværende byråd enstemmigt tilsluttede sig, indgår et fæstningscenter. Et kulturhus i Kanalbyen er ikke en mindre justering. Det er en grundlæggende ændring af den fælles vision, hvor Voss-grunden er stilles gratis til rådighed.
Har byrådet drøftet det? Har partierne accepteret, at VISION 2033 skal ændres? Er Voss-grunden opgivet? har nogen regnet på den reelle kommunale regning – både anlæg og drift og grøn i verdensklasse?
Er svaret nej, er det stærkt problematisk, at borgmesteren og viceborgmesteren lancerer projektet, som om retningen næsten er lagt. To politikere kan ikke med et sviptag omskrive en enstemmigt vedtaget vision og sende kommunen i retning af en mulig regning på flere hundrede millioner kroner.
Jeg er ikke imod visioner, kultur, museer eller musicals. Men, at store prestigeprojekter lanceres uden finansieringsplan, risikovurdering og tydelig politisk opbakning – midt i forberedelserne til besparelser, der kan ramme børn, ældre og handicappede, er uansvarligt.
Inden Peder Tind og Susanne Eilersen tænder lys i kulturhusets vinduer 365 dage om året, bør de tænde lyset i regnearket.