SAMFUND

Indbrudstal på laveste niveau i 50 år: Ny rekord i 2024

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Indbrudstallet i Fredericia er faldet over de seneste år, med svingende, men generelt positive tendenser.

Antallet af indbrud i Fredericia Kommune har svinget de seneste år, men den overordnede udvikling peger i en positiv retning. I de seneste seks år har indbrudstallet varieret fra et højdepunkt på 282 til et lavpunkt på 110. Selvom der stadig er udfordringer, tyder tallene på, at Fredericia følger den nationale tendens med færre indbrud. Særligt de seneste år har vist et fald sammenlignet med tidligere perioder.

Sydøstjyllands Politi er ikke vendt tilbage på DanmarkC TV henvendelse. Vi ville blandt andet gerne vide, om politiet har haft særlige indsatser på området, og hvordan politiet vil arbejde med for, at sikre Fredericia Kommune fremover stadig vil have faldende indbrudstal.

Kilde: TrygFonden og Bo Trygt.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud i private hjem i 2024 er faldet en smule sammenlignet med 2023. Med i alt 14.405 anmeldte indbrud på landsplan er niveauet nu det laveste siden 1970’erne. Eksperter fra Bo trygt glæder sig over udviklingen, men understreger, at der stadig er potentiale for at reducere antallet yderligere.

Markant fald gennem årene

Ifølge de seneste data fra Danmarks Statistik blev der i fjerde kvartal af 2024 anmeldt 4.492 indbrud i private hjem. Sammenlagt for hele året betyder det, at Danmark nu ser det laveste indbrudstal i mere end 50 år. Til sammenligning blev der i 2023 anmeldt 14.844 indbrud, og for blot ti år siden lå tallet på over 36.000.

Bo trygt, et samarbejde mellem TrygFonden, Realdania, Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd, har gennem de seneste år haft stor fokus på at reducere antallet af indbrud. Programchef Britt Wendelboe ser den nedadgående tendens som et resultat af en samlet indsats på flere niveauer.

“Vi er nået rigtig langt med at forebygge indbrud i Danmark, hvilket er et resultat af en fælles indsats både nationalt, regionalt og lokalt. Fra landspolitisk side arbejdes der blandt andet på et digitalt register over stjålne genstande, der skal gøre det svært for indbrudstyve og hælere at afsætte deres varer,” siger Britt Wendelboe.

Bred indsats mod indbrud

Ifølge Bo trygt er den positive udvikling ikke kun et resultat af politiske initiativer, men også af en øget opmærksomhed blandt borgere, boligselskaber og private aktører.

– Både kommunalt og i landets politikredse er der stor fokus på indbrudsforebyggelse. Oveni bidrager en række andre aktører, såsom låsesmede, byggemarkeder og vinduesbranchen, til at holde indbrudstyvene fra døren i danskernes private hjem, fortæller Wendelboe.

Også ude i boligområderne opleves en stigende interesse for at sikre sig mod indbrud. Bo trygt har oprettet et ekspertkorps, som besøger boligkvarterer for at give gode råd om indbrudsforebyggelse. Ifølge Wendelboe har efterspørgslen været stor.

– Vores Bo trygt-korps, der består af eksperter, som tager rundt til grundejerforeninger, vejlaug og andre forsamlinger, har travlt. Det glæder os, og vi håber, at endnu flere vil bestille et besøg, for det kan bidrage til, at vi får nedbragt antallet af indbrud yderligere, siger hun.

Sammenligning med nabolande

Trods den positive udvikling påpeger Bo trygt, at Danmark stadig har flere indbrud end mange af sine nabolande. Organisationen mener, at et styrket samarbejde mellem politi, kommuner og civilsamfund kan være nøglen til at presse tallene endnu længere ned.

– 14.405 indbrud er det laveste antal i mere end 50 år, hvilket er utrolig glædeligt. Men når det er sagt, sker der fortsat alt for mange indbrud i Danmark sammenlignet med vores nabolande. Et indbrud er meget ubehageligt for dem, det går ud over, og det er samtidig en kilde til utryghed – både hos ofrene, i nabolaget og generelt,” understreger Britt Wendelboe.

For at fortsætte den positive udvikling opfordrer Bo trygt til endnu tættere samarbejde mellem politi, kommuner og borgere. Programmet tilbyder gratis ekspertrådgivning, hvor tidligere politibetjente besøger lokalområder og giver konkrete råd til sikring af hjemmet.

– Vi er allerede nået langt, men vi tror på, at vi med en fælles indsats kan nå meget længere, afslutter Britt Wendelboe.