112

Igen en dødsbrand i Fredericia – 73 årig død på Stenhøjvænget

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Branden startede i nr. 71 og spredte sig til nabohuse, hvor nr. 69 og 73 nu er ubeboelige

Kort før midnat kom meldingen om brand på Stenhøjvænget. og TrekantBrand tilkaldte hurtigt assistance fra Middelfart og Vejle. Undervejs skulle to tankvogne genopfyldes fra standeren på Vejlevej.

Da TrekantBrand ankom, blev der sendt røgdykkere ind, som fandt den 73-årige i soveværelset. Der var svag puls, hvorfor redningsfolkene påbegyndte Hjerte-Lunge Redning (HLR). Lægen der var tilkaldt, kunne senere erklære kvinden for død. Den omkomne blev kørt til kapellet i Kolding. Sydøstjyllands Politi oplyser, at der er begæret obduktion.

Hvorfor branden opstod, og hvad kvinden er død af, skal undersøges nærmere, hvilket efterforskerne går igang med i dag. Sydøstjyllands Politi udelukker ikke, at rygning kan være årsagen til brandens start.

Beboere blev i flere af husene evakueret mens ilden blev bekæmpet. Det er dog ikke muligt for beboerne i nr. 69 og 73, der er så svært beskadiget, at der skal genhusning til.

Ilden formodes at have spredt sig via taget, hvilket også skal efterforskes nu.

Herunder billeder fra de berørte huse. Foto: DanmarkC TV.