Fredericia Idrætsråd inviterer politikere, foreninger og byens borgere til debat om idrættens rolleog fremtid i Fredericia. Mødet finder sted tirsdag den 4. november kl. 19.00-21.30 i Fredericia Idrætscenter, Alle er velkommen til valgmødet.
Under titlen “Kommunalvalg er også et idrætsvalg” inviterer rådet politikere, foreninger og byens borgere til et stort valgmøde. Mødet finder sted tirsdag den 4. november kl. 19.00 i Fredericia Idrætscenter. Formålet er at give idrætten en stærk stemme i valgkampen og skabe en aften, hvor politikere og borgere kan mødes i øjenhøjde, oplyses det i en pressemeddelelse fra Idrætsrådet.
– Foreningslivet betyder utroligt meget for sammenhængskraften i vores kommune, udtaler formand for Fredericia Idrætsråd, Torben Eriksen, som fortsætter:
– Derfor er det vigtigt, at vi husker, at idrætspolitik ikke kun handler om penge og anlæg, men også om mennesker, værdier og livskvalitet, udtaler han.
Aftenens program, der styres af moderator Henrik Brandt fra Idrættens Konsulenthus, er bygget op i to
halvlege. Debatten vil centrere om centrale temaer som:
- Fællesskab, Frivillighed og Folkeoplysning
- Bæredygtige Talent- og Breddemiljøer
- Kultur- & Idrætsfaciliteter og Steder
Idrætsrådet forventer, at emner som bedre udnyttelse af kommunens faciliteter og frivilliges grundvilkår vil fylde i debatten.
– Vi vil gerne høre, hvordan kandidaterne vil prioritere idrætten, siger Ib Østergaard, medlem af Idrætsrådet.
– Idræt og bevægelse er en investering i livskvalitet – og samtidig et vigtigt redskab til at forebygge ensomhed og skabe sociale netværk, siger han.
Åbent for alle interesserede
Valgmødet, der varer fra kl. 19.00 til 21.30, byder både på en paneldebat og en åben runde, hvor publikum kan stille spørgsmål direkte til politikerne. Alle er velkomne til at deltage.
– Hvis idrætten betyder noget for dig – for dine børn, for din klub, for dit fællesskab – så kom den 4. november, afslutter Torben Eriksen.
Fakta om valgmødet:
- Arrangør: Fredericia Idrætsråd
- Hvad: Valgmøde om idrættens rolle i Fredericia
- Hvor: Fredericia Idrætscenter
- Hvornår: Tirsdag den 4. november, kl. 19.00 – 21.30
- Deltagelse: Åbent for alle interesserede