FREDERICIA

Ida Gard

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Singer-songwriter/pop med masser af prisnomineringer

 

Det går godt for Ida Gard og syd for grænsen er tyskerne efterhånden helt klar over, hvem den nordjyske sangerinde er. Ida er netop hjemvendt fra en længere turné i Tyskland, hvor hun har spillet support for irske Ryan Sheridan. Allerede i starten af det nye år skal hun på landevejen i Tyskland igen – denne gang som hovednavn.

 

Den travle nordjyde har dog ikke glemt Danmark og spiller hele 11 koncerter rundt om i landet.  Søndag den 10. april spiller hun i Det Bruunske Pakhus.

 

Om de danske koncerter siger Ida Gard:

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme hjem og spille koncerter i Danmark. De sidste knap to år har fokus mest været på Tyskland. Det er fedt at der sker ting i udlandet men der er altid noget særligt og næsten familieagtigt ved at spille i Danmark.”

 

Ida Gard har også fundet tid til både at skrive og indspille nyt materiale og sangerindens tredje album er netop udkommet. Publikum kan derfor forvente at få en koncertoplevelse med både gamle kendinge og spritnyt materiale.

 

”Det seneste år har live-setupet bestået af mig på sang/guitar og Anne Kirstine Winkler på trommer/kor. Og det her bliver så første gang den konstellation skal på tour i Danmark. Det giver stor frihed og masser af spillerum kun at være to på scenen men også nogle udfordringer fordi musikken er indspillet med flere instrumenter. Vi kommer altså til at skulle være kreative i fortolkningerne af sangene.”

 

Idas musikalske karriere startede allerede som 9-årig hvor hun begyndte at spille klaver. Et par år efter blev det guitarens tur – og via flere års samspil på den lokale musikskole og et længere ophold på Den Rytmiske Højskole i Vig, tog hun i 2007 på sangskriver kursus på Rytmisk Center i København, hvor sangene nærmest væltede ud af hende. Hele fire sange fra det kursus er at finde på debutalbummet ”Knees, Feet & the Parts We Don’t Speak Of”, deriblandt ”On His Knees”, der i 2008 gav Ida Gard sejren i det års udgave af DRs KarriereKanonen og dermed masser af spilletid på P3. 



 

Den kompromisløse sangerinde lod os dog vente helt til november 2011, før debutalbummet ”Knees, Feet & the Parts We Don´t Speak Of” udkom – og det var bestemt ventetiden værd. Torben Bille kaldte  det:
”En debut, der bringer armene i vejret og får denne lytter til at gå i knæ.”.

 

I 2013 var hun klar med forfølgeren til “Knees, Feet & Parts We Don’t Speak Of”, ”Doors”. Albummet “Doors” er delvist indspillet i New York, og det høres. New York klæder Gard og Gard klæder New York. Albummet høstede meget ros og Nordjyske Stiftidende skrev bl.a.:”…Mange danske sangskrivere kan man mistænke at skrive på engelsk for at camouflere, at de i virkeligheden ikke har noget på hjerte. Men Ida Gard er en lysende undtagelse.”

 

Billetter til koncerten, der starter kl. 20, kan købes på bruunskepakhus.billetten.dk, i Det Bruunske Pakhus samt på Biblioteket.