Pressemeddelelse

I denne uge udsendes invitationer til vaccination mod influenza og covid-19 – hold øje med Digital Post

Udgivet af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod covid-19 og influenza til blandt andet personer på 65 år og derover. I dag begynder udsendelsen af invitationer gennem Digital Post. Når du har modtaget din invitation, kan du bestille tid på vacciner.dk.

Sundhedsstyrelsen ruller nu en omfattende vaccinationskampagne ud. Fra i dag vil borgere over 65 år og andre i risikogruppen modtage invitationer til vaccination mod både influenza og covid-19. Indsatsen tager sin begyndelse med udsendelse af invitationer via Digital Post, og alle opfordres til at holde et vågent øje med deres indbakke, det oplyser sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sundhedsstyrelsen igangsætter en større vaccinationskampagne, der har til formål at tilbyde gratis vaccinationer til alle personer på 65 år og derover. Invitationsudsendelsen begynder i dag og foregår primært via Digital Post, men dem som er fritaget, vil modtage invitationen gennem almindelig post.

Oversigt over apoteker, som tilbyder vaccination i Fredericia:

  • Fredericia Krone Apotek
  • Fredericia Krone Apotek – Fredericia Sundhedshus
  • Fredericia Løve Apoteket Vestcentret

Hold dig opdateret om vaccinationssteder her.

Tidsbestilling til vaccination er mulig fra den 20. september for grupper med øget risiko, selvom de ikke modtager digital invitation. De kan reservere tid direkte via www.vacciner.dk.

Enhedschef og overlæge Kirstine Moll Harboe understreger alvoren i situationen.

– Er man 65 år og derover, eller en yngre person i øget risiko, kan både covid-19 og influenza give et alvorligt sygdomsforløb og i værste tilfælde være livstruende. Derfor er det vigtigt at blive vaccineret,” siger hun og tilføjer, at vaccination er afgørende for at undgå alvorlig sygdom.

Vaccinationer vil finde sted i perioden fra 1. oktober til 15. januar i regionale vaccinationscentre samt på apoteker landet over.

Børn mellem 2-6 år Tilbydes Influenzavaccine

Forældre til børn i alderen 2-6 år kan se frem til at modtage en invitation til influenzavaccination i den kommende uge.

– Influenzavaccinen til børn er en meget effektiv og sikker vaccine, og bliver i modsætning til mange andre vacciner givet som en næsespray med et pust i hvert næsebor, informerer Kirstine Moll Harboe.

De fem smitteforebyggende råd gælder stadig

Udover vaccination er en god smitteforebyggende adfærd et vigtigt værktøj til at komme godt igennem efteråret og vinteren. Konstitueret enhedschef og overlæge Kirstine Moll Harboe forklarer:

”Uanset, om du skal vaccineres eller ej, er det en rigtig god idé at følge de smitteforebyggende råd. De hjælper med at forebygge smitte – både med influenza og covid-19 og med de andre smitsomme sygdomme, som tit kommer her i efterårssæsonen.”

De smitteforebyggende råd er:  

  • Bliv hjemme, hvis du er syg 
  • Luft ud og skab gennemtræk 
  • Vask dine hænder eller brug håndsprit 
  • Gør rent, særligt overflader som mange rører ved 
  • Host eller nys i ærmet

Alle relevante informationer om vaccinationen og de forskellige risikogrupper kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og www.vacciner.dk.

Opdaterede retningslinjer for vaccination mod covid-19 og influenza er også blevet offentliggjort i dag, med fokus på vejledning til sundhedspersonale.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at følgende personer bliver vaccineret mod influenza og covid-19:

Personer på 65 år og derover

Personer under 65 år med kronisk sygdom, herunder:

  • Personer med kroniske lungesygdomme
  • Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk)
  • Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge)
  • Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt, fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling
  • Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
  • Personer med kronisk lever- eller nyresygdom
  • Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom

Personer med svær overvægt (BMI>35)

Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som medfører, at influenza eller covid-19 udgør en alvorlig sundhedsrisiko, fx personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug.

Gravide i 2. eller 3. trimester

Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig influenza eller covid-19

Førtidspensionister samt børn i alderen 2-6 år bliver desuden tilbudt gratis vaccination mod influenza.