
Hybyhus Plejehjem modtager påbud efter tilsynsbesøg
Hybyhus Plejehjem har modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter et tilsynsbesøg den 9. januar 2025
Påbuddet skyldes en række kritikpunkter, som styrelsen vurderer udgør en risiko for patientsikkerheden.
Kritiske mangler fundet ved tilsynet
Styrelsen for Patientsikkerhed fandt ved tilsynet flere mangler inden for medicinhåndtering og sygeplejefaglige vurderinger. Kritikken omfattede følgende områder:
- Grundlaget for at varetage medicinhåndteringen
- De sygeplejefaglige vurderinger og journalføringen
- Medicinlister og medicinbeholdning
Styrelsen har i deres samlede vurdering lagt vægt på alvorligheden i fejlene omkring medicinhåndteringen samt manglerne i dokumentationen og de sygeplejefaglige vurderinger. Disse forhold anses som væsentlige for patientsikkerheden, hvilket har ført til påbuddet.
Tiltag sat i værk
Chef for Senior og Sundhed, Signe Lunn Walls, understreger, at plejehjemmet allerede har taget skridt til at rette op på de identificerede problemer.
”Et påbud tager vi altid alvorligt, for det handler om vores borgeres sikkerhed. En del af de nævnte kritikpunkter blev der øjeblikkeligt rettet op på. Dertil er der gået mere end to måneder siden besøget har været der, så der er allerede arbejdet meget med kritikpunkterne og sat tiltag i gang, så vi kommer helt i mål. Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at få hævet påbuddet, når de forventeligt ret hurtigt kommer på besøg igen”, siger Signe Lunn Walls, chef for Senior og Sundhed.

Afventer genbesøg
Det er endnu uvist, hvornår Styrelsen for Patientsikkerhed vil foretage et genbesøg, men det forventes at ske inden for de kommende måneder. Ved genbesøget vil styrelsen vurdere, om de iværksatte forbedringer er tilstrækkelige til at ophæve påbuddet.
Hybyhus Plejehjem fortsætter arbejdet med at sikre, at alle krav bliver opfyldt, så patientsikkerheden kan garanteres for de beboere, der dagligt er afhængige af plejehjemmets omsorg og behandling.