Hvorfor ikke snakke om korruption?

Læserdebat af: Ecaterina Pedersen, bestyrelsesmedlem for Alternativet Fredericia

Jeg har på fornemmelse, at der er en slags tabu i vores lille fredericianske fællesskab om at snakke om korruption. Det ser ud til at den eneste sammenhæng, hvor dette ord kan anvendes ifølge nogle socialdemokrater og endda en journalist fra Dagbladet, er det juridiske, når en korruptionshandling bevises i retten, og derfor er egnet til straf i henhold til loven. Hvis nogen vover så meget at åbne munden, og stave ordet korruption, straks bliver vedkommende bedt om at fremlægge beviser. Beviser for hvad, mere præcist? Hvad er der til at ”bevise”, når der handler om kritisk tænkning og kritiske spørgsmålsstillinger, der kommer til udtryk i et eller anden form for debat?

Jeg vil gerne tale om korruption i anden forstand end den juridiske, det er ikke min kompetence eller hensigt at beskylde nogen som helst for korruption. Jeg reflekterer. Jeg stiller spørgsmål, og dette er absolut legitimt, uden at nogen kaster sin absurde ”kan du bevise det” om min hals. Jeg vil tale om korruption og etik. Overalt i verden, mere præcist i veletablerede demokratiske lande, forventer folk at politikere besidder højere moralske og etiske standarder, mere ansvarsfølelse og mindre (gerne ingen) opportunistiske handlinger og adfærd. Politikere er folkevalgte, dermed har folk betroet dem deres myndighed. Ansvarlighed er derfor en absolut legitim forventning at have. Skulle denne ansvarlighed kun være af juridisk karakter i tilfælde af korruptionshandlinger eller findes der en anden form for ansvarlighed – etisk ansvarlighed (forstået som et system af værdier, redskaber, relationer etc.)? Hvis svaret er ja, kunne denne etiske ansvarlighed være med til at forhindre og bekæmpe korruption?

Mange politiske institutioner og virksomheder har taget i brug forskellige former for strukturelle tilgange til forebyggelse og bekæmpelse af korruption, for eksempel bindende regler, whistleblowers osv. Alt dette er vigtigt, og alligevel ser det ud til, at korruptionshandlinger stadig finder sted på mange niveauer. Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt med bindende strukturelle tiltag? Mangles der måske etisk ansvarlighed? Jeg formoder, at vi alle kan være enige om, at etisk ansvarlighed ikke kun er ønskeligt, men også nødvendigt i forbindelse med korruption. Spørgsmålet er, hvordan skulle det fremmes og opretholdes?

Der opstår imidlertid et kritisk spørgsmål, når man bevæge sig ind på det etiske, og det er, hvordan kan man kvantificere og kontrollere, om enkelte personer besidder denne form for etisk dømmekraft? Det hører nemlig til det subjektive område. Selvom der skabes det mest omfattende etiske strukturelle værdisystem og arbejdsramme (i form af regler og normer) i en lokal administration, for eksempel, jeg har svært ved at se, hvordan dette system kan tvinge nogen til at respektere og følge det, medmindre éns individuelle dømmekraft får vedkommende til at gøre det! Hvis loven skal respekteres, skal der være nogen, der ønsker at respektere den. Det samme princip gælder her, når vi snakker om at respektere og følge en udstukket normativ etisk arbejdsramme.

Vi taler her om enkeltpersoner, som hvert og én skal udvikle egne stærke kvaliteter med hensyn til etiske kerneværdier, og anvende dem i deres daglige arbejde. Vi taler om politikere, der kommer ind i den lokale administration med et stærkt demokratisk ideal. Sådanne politikere er meget sandsynligt personer, der også har integritet generelt og etisk ansvarlighedsfølelse i særdeleshed, hvilket vil resultere i, at når det er nødvendigt, vil de tage ansvar i forbindelse med deres valg af handlinger og adfærd, selv når situationen er grim og presserende.

Strukturelle tilgange kan og skal suppleres med strategier og tiltag, der fokuserer på moralsk udvikling med hensyn til at sikre et etisk arbejdsmiljø og et etisk politisk kultur. Så kan vi stille os spørgsmålet: har vi nogle problemer med vores lokale politiske kultur, der kunne gøres anderledes eller bedre?