Kultur

Hvordan var Fredericia dengang da du var barn?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hvordan var Fredericia dengang da du var barn?

 

Det spørgsmål stillede Birger Møllers børnebørn, og det blev startskuddet til Birgers erindringer.

 

I den kommende eftermiddagscafé på Fredericia Bibliotek fortæller forfatter og læge Birger Møller (f. 1941) historier fra sin barndom og ungdom i Fredericia. Det er historier fra en tid børn mest legede udendørs, og hvor hverdagen kunne byde på masser af eventyr. Der blev ikke skelet til sunde kostvaner eller pædagogiske tiltag og parolen var dengang, at børn skulle ses, men ikke høres. Og så fik børn måske også lov til mere dengang?

 

Hør eksempelvis historien om dengang Fredericia oplevede så streng en vinter at vandet ved Østerstrand frøs til. Birger og hans storebror blev så optaget af at lege glidebane på de frosne isflager, at de kom alt for langt ud på isen og blev overrasket af et skib på vej ind i sejlrenden. Kun med nød og næppe nåede de ind på land. Det var nok ikke sket i dag.

 

Juleaften, så dengang også helt anderledes ud i Birgers barndom. Der var stolte traditioner i mormors lille lejlighed ved torvet. En stor familie med alle børnene, der spiste ved sofabordet, og senere blev gennet ud i mellemgangen til lysene på juletræet var tændt. De uendelige og lange julesalmer, der alle skulle synges helt igennem og omsider pakkerne under træet – alle pakket i brunt papir og med garn omkring.

 

Birger Møller er fyldt med gode historier, og mange af dem vil måske få dig selv til at huske noget du selv havde glemt fra din egen barndom, så kom til en hyggelig erindringscafé, få genopfrisket minderne og se hvor meget vores samfund har forandret sig på bare to generationer.
Caféen er onsdag den 9. november kl. 14.00 på Fredericia Bibliotek, og biblioteket serverer kaffe og kage.
Billetter á 50 kr. kan købes i bibliotekets Velkomstcenter eller på fredericiabib.dk