FREDERICIA

Hvordan har handelslivet i Fredericia det?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En ny analyse af handelslivet i Fredericia er på trapperne

Hvordan har handelslivet det i Fredericia? Det ønsker Fredericia Byråd at finde ud af, og derfor sætter de nu gang i en detailhandelsanalyse via det nye byforum, der får den koordinerende rolle i at sikre aktivitet og fremgang i midtbyen. 

Sidste gang handelslivet var under lup var tilbage i 2014. Her var konsulentbureauet COWI sat på opgaven, og det er også tilfældet denne gang.

”Analysen skal give en status på handelslivet i hele kommunen. Vi har brug for at være skarpere på, hvor vi skal sætte ind med konkrete indsatser på både den korte og lange bane for at have et attraktivt og levende handelsmiljø i kommunen”, siger Steen Wrist Ørts, formand for By- og Planudvalget.

Fredericia Kommune er i gang med at revidere Kommuneplan 2021-2033, som kan bruges i arbejdet med udviklingen af detailhandlen. Det kan f.eks. være ved at beskrive, hvor meget butiksareal, der må være hvor. Analyseresultaterne skal derfor ligge klar omkring sommerferien, så de kan indgå i arbejdet med kommuneplanen, som forventes at ligge klar til offentlig høring i foråret 2021.

Corona er et analysetema 

Coronakrisen betyder lukkede butikker og tomme gader, og det tages der højde for i analysen. 

”Vi ved godt, at coronakrisen påvirker handelslivet, og at billedet lige nu er anderledes end sidste år, og anderledes end det vil være næste år. Vi kommer derfor til at lave en opfølgende minianalyse på et passende tidspunkt”, siger Steen Wrist Ørts. 

Coronakrisen kommer også til at være et tema i analysen, når COWI skal tale med butikkerne. De vil nemlig blive spurgt ind til, hvad der skal til for, at de kommer godt igennem krisen. Fredericia Byråd har sat 200.000 kroner af til analysen, der kommer til at foregå i de kommende måneder frem til sommerferien.  Analysen kommer til at munde ud i en rapport med status, anbefalinger og input til Kommuneplan 2021-2033, som skal drøftes i By- og Planudvalget efter sommerferien. 

Gode erfaringer fra Gang i byen

Handelslivet var sidste gang under lup i 2014. Den gang viste analysen, at der var en tilbagegang i antallet af butikker i Fredericia og den generelle omsætning i kommunen. På baggrund af resultaterne satte Fredericia Byråd ”gang i byen” med en handleplan med konkrete indsatser, der blandt andet tæller en ny udkørsel mod Prinsessegade fra parkeringshuset ved Føtex, digitale pyloner ved indfaldsvejene, mere skiltning i bymidten, byrumsmøbler og flere offentlige toiletter. 

Arbejdet med den nye analyse i byforum læner sig op ad de gode erfaringer fra ’Gang i byen’. Byforum består af borgmester Jacob Bjerregaard, en repræsentant fra By- og Planudvalget og fra Kultur- og Idrætsudvalget samt repræsentanter fra henholdsvis Business Fredericia, Fredericia Shopping og Kanalbyen.