Læserdebat af: Poul Rand, liberal skribent og kommentator
At være borgmester er mere end at klippe snore, klappe en ged til et byarrangement eller stå foran et kamera ved endnu en reception. Borgmesterposten er formandsposten i bestyrelsen for “virksomheden Fredericia”. Det er herfra retningen skal sættes, strategien lægges og kursen for byens udvikling tegnes.
Derfor melder spørgsmålet sig naturligt: Hvad vil borgmesteren og Venstre egentlig med Fredericia? En by udvikler sig ikke af pæne ord – den udvikler sig af beslutninger. Der er snart gået 100 dage med Venstre ved roret på rådhuset. Men hvor er initiativerne? Hvor er visionerne? Hvor er de konkrete planer, der viser, hvilken vej byen skal bevæge sig?
Indtil videre er stilheden bemærkelsesværdig. Fredericia har masser af potentiale – men potentiale uden politisk retning bliver hurtigt til stilstand
Har borgmesteren overtaget den socialdemokratiske politiske stil, hvor man administrerer frem for at lede – en stil, hvor ambitionerne bliver små, og hvor der ikke skabes ny værdi for byen? Eller arbejder man i kulissen med en plan, som endnu ikke er blevet præsenteret for borgerne?
Fredericia står over for betydelige økonomiske udfordringer. Der skal findes store besparelser i de kommende år. Alligevel hører vi meget lidt om, hvilke prioriteringer der venter. Hvor skal pengene findes? Hvilke nye indtægtskilder vil man satse på og hvordan, for at styrke kommunens økonomiske grundlag?
Kort sagt:
Hvad vil borgmesteren og Venstre egentlig med deres nye ansvar – og hvor er retningen for Fredericia? Mulighederne står i kø. Business Fredericia har sat klare mål. Men hvor er de politiske visioner, der skal bringe byen derhen?