Læserdebat af: Karsten Byrgesen, medlem af Fredericia byråd og Region Syddanmark for Borgernes Liste
Hvor er ligheden i sundhedsvæsenet blevet af overfor helt almindelige mennesker, der hverken er psykisk syge eller har kønsrelaterede udfordringer?
Forståelsen af retfærdighed er vigtigt for forståelsen af demokrati og for villigheden til at bidrage til et fair og aktivt samfund, der i et socialt afsæt ”er der”, når en diagnose vender op og ned på hverdagen.
Der er et intenst fokus på lighed eller særligt ulighed i sundhedssystemet. Uligheden har særligt afsæt i lægedækningen i yderområderne og levevilkårene for mennesker med psykiske lidelser, men der er rigtig mange andre grupper, der er klemt.
Systemet – altså de kommunale- og regionale forvaltninger og deres tolkning af over 30.000 siders sociallovgivning gør livet ekstra svært for mange syge mennesker. Rigtig mange syge og svage borgere bukker psykisk og fysisk under i kampen mod systemet.
Diabetes type-1 er en alvorlig lidelse som 35.500 danskere er ramt af. Har du type 1, skal dit kørekort fornys hvert 5. år. Det koster tid og penge. Diabetikeren skal betale kr. 500,- for en motor-attest og som en ekstra og helt urimelig afgift, skal diabetikeren betale yderligere 375,-. kroner alene på grund af sygdommen.
Det giver ikke nogen mening og det er ikke sund fornuft. Det er uretfærdigt at beskatte sygdom og indkræve ekstra betaling af sårbare borgere.
Kroniske lidelser: Hver femte dansker har en kronisk lidelse. De mest udbredte er astma, type-2 diabetes, knogleskørhed KOL, og hud- og stofskifte sygdomme m.m. Flere af diagnoserne kræver livsvigtig medicin, som for den enkelte borger ofte betales med de sidste af månedens penge, eller simpelthen vælges fra, da borgeren ikke har pengene.
Borgernes Parti ønsker, at udredning af sygdomme skal følges af et tilbud om, at pengene følger borgeren, der så kan vælge et privat tilbud, hvis ventetiden er for lang. Der skal også sættes et maksimalt selvbetalingsbeløb, som den syge skal betale for den livsvigtige medicin.
Alvorligt syge børn og den helt forståelige bekymring for barnets sundhed påvirker hele familien. Lad os se på et eksempel fra den virkelige verden. Hvor er vi henne, når en kommune nægter at anerkende en familie, hvor far og mor indlægges sammen med et barn med en livsvarig og potentielt dødelig sygdom?
En alvorlig medfødt misdannelse i hjerte-/lunge-regionen betyder, at barnet ofte skal genopereres gennem hele vokseforløbet. Mellem operationerne er familien påvirket af den risiko, der tynger dem døgnet rundt.
Operationsforløbet og den efterfølgende overvågning og indlæggelse medfører at det lille barn skal ligge på Rigshospitalet i en måned.
I operationsforløbet er nærværet af far og mor er helt afgørende, hvorfor forældrenes tilstedeværelse er helt nødvendigt. Men nej, siger kommunen. Der kan ikke gives nogen kompensation, fordi barnet ikke er sygt ”hver dag”. Det betyder at forældrene skal bruge deres ferie på Rigshospitalet, hvilket påvirker deres i forvejen pressede livskvalitet i en negativ retning.
Det giver jo ingen mening og det er ikke sund fornuft. Når 30.000 sider sociallovgivning ikke rækker, er der virkeligt noget at kæmpe for og imod