SUNDHED

Hvid Januar har ikke noget med sne at gøre!

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Det er ved at være tid til beslutningen om en “Hvid Januar” – en måned uden alkohol

Idéen med Hvid Januar er, at der ikke drikkes alkohol i en hel måned. Det var der en ud af ti der gjorde i 2022. Det kan gøres som et eksperiment på, hvordan kroppen reagerer efter en måske noget heftig tid med indtagelse af alkohol i julemåneden, med dertilhørende frokoster og julemiddage.

Tre fordele ved en måned uden alkohol
Der er ingen tvivl om, at både krop og pengepung vil være taknemmelig, hvis kroppen får en alkoholpause. Det skal naturligvis være en personlig beslutning, og gøres af lyst. Hvis det opleves som en sur pligt, skal man lade være.

Alkohol og Samfund har beskrevet tre umiddelbare fordele:

  1. Du sover bedre. Du falder nemmere i søvn, hvis du har drukket alkohol. Men du sover dårligere. Uden alkohol får du et bedre søvnmønster med mere af den dybe søvn.
  2. Du indtager færre kalorier. Der er næsten lige så mange kalorier i alkohol som i fedt. Derfor er en alkoholfri måned en måde at begrænse sit kalorieforbrug på, hvis du ønsker det. Det kan generelt gavne din sundhed med en alkoholfri pause.
  3. Du sparer penge. Det kommer selvfølgelig an på dit forbrug, og hvor ofte du drikker alkohol ude i byen i løbet af en måned.

Et hurtigt regnestykke

En tur i byen:

  • 500 kroner på alkohol
  • 150 kroner på natmad
  • 300 kroner på taxa
  • 150 kroner på tømmermændsmad

Hvis du dropper byturen, har du i det her tilfælde sparret 1.100 kroner, og det er en win-win situation. Du vågner lørdag uden tømmermænd og kan bruge de 1.100 kroner på noget hyggeligt med din familie eller venner. Måske en brunch? Eller en udflugt?

Alkohol er mange steder
Det er ikke mange år siden, alkohol var på mange arbejdspladser, og møder startede med Gl. Dansk. Men dén holdning er ændret, og i dag er det de færreste arbejdspladser der accepterer, at der indtages alkohol i arbejdstiden.

Det kan være noget andet i sociale sammenhænge. Hvem kender ikke til “3. halvleg” i eksempelvis fodbold? Det kræver øvelse, og lidt mod, at sige ”Nej tak, jeg holder Hvid Januar”.

Her har Alkohol og Samfund nogle gode råd:

Snak om noget andet:

  • Nej tak, hvem vandt fodboldkampen i går?
  • Kom med alternativer: Nej tak, skal vi danse eller spille pool? 
  • Sig du skal noget næste dag – på arbejde, dyrke sport eller køre bil.
  • Sig at du prøver at leve sundere.
  • Nej tak, jeg holder en pause.

Konkrete tips, der kan hjælpe med at holde Hvid Januar
  1. Skriv en liste med dine gode grunde til, at du ikke vil drikke. Hvis du får lyst til at drikke, kan du kigge på listen igen.
  2. Fortæl dine venner og familie, at du holder Hvid Januar. De kan støtte dig i din beslutning.
  3. Hav ikke alkohol derhjemme eller sæt det langt væk, så det ikke er lettilgængeligt.
  4. Drik noget andet. Eksempelvis juice, smoothies, kaffe eller alkoholfri øl, vin eller mocktails, som der efterhånden findes mange gode muligheder af.   
  5. Download AlkoLog til at tracke dit forbrug og find flere gode råd og tips til at skære ned.

Kilde: Alkohol og Samfund

Hvid Januar 2024 – en idé? Foto: DanmarkC TV.