Hvem skal vinde Vejle Kommunes Kulturpris 2014?
Nu har du mulighed for at nominere en person, kreds eller forening, der har bidraget til at gøre Vejle Kommunes kulturliv mere sprudlende. Deadline for indstillinger er d. 20. februar 2015.
Vejle kommune uddelte sidste år prisen på 10.000 kr. til fem kvinder, der fik mange kommunes borgere til at trække på smilebåndet. De fik hele Danmarks opmærksomhed, da de under synonymet Palisadenissernes Venner i nattens mulm og mørke havde lavet de hvide palisadestolper i Jelling om til nissemænd. Tidligere har også Jelling Musikfestivals mangeårige daglige leder Lars ”Charlie” Mortensen samt dansegruppen DanseQuilibrium fået prisen.
Dan Arnløv Jørgensen (K), formand for Kultur- og Idrætsudvalget, fortæller:
-Der vil altid være stærke personlige holdninger om, hvad der er god kunst og kultur. Men en kommune er totalt afhængig af, at der er nogle personer og foreninger, som yder en særlig indsats i kulturlivet. De sætter simpelthen ekstra kulør på vores hverdag og gør det sjovere at bo i kommunen. Det ønsker kommunen at belønne med denne pris.
Prisen overrækkes d. 20. marts kl. 15.00 på Vejle Kunstmuseum, hvor børnekulturfestivalen, Spotlight også vil præsentere vinderne af årets plakatkonkurrence.
Send din nominering til:
Vejle Kommune – Kultur og Fritid
Thomas Schiødt thsch@vejle.dk, 76 81 30 03.