FREDERICIA

HVEM SKAL HAVE DR ROMANPRISEN 2015?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Vær med til at læse de nominerede bøger til DR Romanprisen 2015 og kåre vinderen. Fra december kaster DR Romanklubben sig over at finde ud af, hvem der skal løfte arven efter Erling Jepsen, der med ”Den sønderjyske farm” snuppede titlen i år.

dr_romanklubben_til_hjemmesiden

Hvert år kårer medlemmerne af omkring 200 læseklubber den bedste, danske romanudgivelse i året, der er gået. Du kan være med til at finde den næste. DR skyder nu i samarbejde med bibliotekerne gang i en ny sæson af DR Romanklubben, nemlig udnævnelsen af DR Romanprisen 2015.

Er du meget glad for at læse, og synes du, det løfter oplevelsen af en bog at diskutere den med andre, så er det måske noget for dig at være med i DR Romanklub. Fra december til maj læser vi hver måned en af de seks nominerede til prisen. Vi mødes på Fredericia Bibliotek, hvor vi efter at have læst månedens bog sætter os omkring et bord og diskuterer vores oplevelse af bogen. Bøgerne diskuteres samtidig i en online læsekreds på www.litteratursiden.dk.

I maj skal læseklubberne være med til at skære feltet ned til fire, hvorefter en jury tager over og skal finde den endelige vinder. Juryen består af engagerede medlemmer af Romanklubben, og de mødes en weekend for at finde modtageren af årets pris.

Foreløbig er to af de seks nominerede til DR Romanprisen 2015 offentliggjort. Det er Peter Høegs ”Effekten af Susan” og Jens Vilstrups udkantsroman ”Opland”. De sidste vil blive offentliggjort i løbet af året.

På Fredericia Bibliotek starter vi op torsdag d. 4. december kl. 17-18.30 med Peter Høegs ”Effekten af Susan”.

Tilmelding

Hvis du ønsker at deltage i dette års DR Romanklub på Fredericia Bibliotek, så send en mail til Katrine Bolton på katrine.bolton@fredericia.dk eller ring på tlf. 22939007 senest torsdag 30. oktober.

Der er et begrænset antal pladser og pladserne tildeles efter først-til-mølle princippet. Når du har tilmeldt dig, får du en bekræftelse på mail med oplysninger om hvornår du kan afhente den første roman.

Læse mere om Romanklubben på www.fredericiabib.dk

Roman