Læserdebat af: Malene Søgaard-Andersen, Spidskandidat for SF til byrådet.
En af de store emner her i valgkampen er spørgsmålet omkring en 3. Lillebæltsbro. For SF er dette spørgsmål meget simpelt. Vi siger simpelthen nej tak. Og det er der nogle helt klare grunde til.
For det første er Lillebælt voldsomt udfordret, når man ser lige under havoverfladen.
Der er massiv fiskedød og et bundmiljø, som vil tage årtier at genoprette. Her vil en yderligere bro forstyrre bundmiljøet i en negativ retning.
Et andet element er, at dem der er så forhippede på en yderligere bro, må fortælle ærligt. Hvor mange og hvilke borgere i Fredericia og Middelfart skal have deres bolig eksproprieret? Dette er vi simpelthen nødt til at få klarlagt og lagt tydeligt frem.
Mere asfalt betyder flere biler. Det viser alle undersøgelser. Og når der kommer flere biler, så kommer der mere trafikstøj. Vi ved at støj har en negativ effekt på folks trivsel og helbred. Undersøgelser viser, at folk, der bor i støjende miljøer, lever kortere.
Efter SF’s opfattelse bør man gå andre veje end en yderligere bro. Dels er der ingen beregninger, der viser, hvilke konsekvenser Femern Bælt-forbindelsen har for trafikmængden over Lillebælt. Dette bør undersøges inden vi overhovedet skal drøfte endnu en bro.
I stedet skal der igangsættes en grøn trafikplan for Lillebæltsområdet. SF har tidligere foreslået en cykel/personfærge fra Fredericia C til Middelfart C. Der bør undersøges om der kan laves gratis togforbindelse mellem Fredericia Station og Middelfart Station. Erfaringerne med gratis bybusser i Fredericia viser, at sådanne tiltag virker.
Så signalet fra SF er klart og tydeligt. Mere asfalt løser ingenting.