FREDERICIA

Hvad har Dorthe og Finn til fælles? De gennemførte Royal Run!

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

DanmarkC TV fortæller her om to af deltagerne, der har genneført den valgte distance. For den enes vedkommende en urealistisk drøm for fire år siden!

Royal Run er fyldt med personlige sejre, hvor distancen ikke er afgørende – det afgørende er den personlige sejr over at gennemføre.

Alder ingen hindring
Fredericianske Rikke Østergaard er ret stolt af sin far, Finn Østergaard, som tog turen fra Ribe til Royal Run i Fredericia, og i en alder af 69 år gennemførte ti kilometer.

Finn Østergård. 69 år var ikke en hindring for at klare ti kilometer.
Foto: Helle Østergaard.

“Det var så skøn en dag,” fortæller Rikke Østergaard til DanmarkC TV. “Jeg bor midt i Fredericia, og det var så fedt at se alle de ting der blev ordnet i byen. Det samme var optakten til at se alle de glade mennesker i dag. Og se byen være fuldstændigt ryddet op her til aften. (mandag aften, red.).

“Et virkelig godt arrangement”, slutter Rikke Østergaard.

We did it
Lød det fra Dorthe Fallesen Frimann da målstregen blev passeret efter fem kilometer. Og den største sejr er vel både at gennemføre det mål man har sat sig, og ikke mindst at overvinde sig selv.

“Jeg var så heldig, at få et løbenummer på Facebook i forgårs.” fortæller Dorthe Fallesen Frimann til DanmarkC TV. Dorthe Fallesen Frimann var så uheldig, at brække en lændehvirvel for fire år siden. Det medførte, at hun var delvis lam, og har været gennem en lang genoptræning.

“Det var mit første motionsløb nogensinde, men pludselig var modet dér, efter den lange genoptræning, nu hvor Royal Run var på min hjemmebane”, slutter Dorthe Fallesen Frimann sin fortælling til DanmarkC TV, og derfor er fem kilometer en personlig bedrift.

Dorthe Fallesen Frimann. Privatfoto.

Og mens Dorthe Fallesen Frimann sled sig gennem Royal Run, fik hun tid til at tage det hun kalder “stemningsbilleder”, og som nu deles med DanmarkC TV.

Nederst den personlige video da Dorthe Fallesen Frimann gik over målstregen.