FREDERICIA

Hvad betyder fællesskaber for dig? Ny udstilling gæster Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fotoudstilling i Fredericia Idrætscenter sætter fokus på fællesskaber

Netop nu besøger fotoudstillingen “Det handler OGSÅ om dig” Fredericia Idrætscenter frem til den 11. marts, og håbet er, at den kan inspirere endnu flere til at gøre en forskel for andre.

En ny fotoudstilling fra TrygFonden viser nogle af de gode fællesskaber, der er sat i gang i hele landet, og inviterer samtidig til refleksion over, hvad vi hver især kan gøre for andre, skriver Trygfonden i en pressemeddelelse.

Du kan se fotoudstillingen “Det handler OGSÅ om dig” i Fredericia Idrætscenter frem til 11. marts 2024. Foto: Claus Bech

Udstillingen er en hyldest til de mange, der hver dag året rundt skaber og vedligeholder fællesskaber, får folk med og åbner fællesskaberne for dem, der kan have svært ved at komme med.

– Udstillingen viser, at der bliver skabt så meget glæde i de nære fællesskaber. Det kan være fællesspisning for dem, som savner selskab, skydetræning der hjælper børn med ADHD eller fælles motion på kontoret til gavn for kollegaskabet. Det, som betyder noget, er, at vi gør noget, vi kan lide, sammen med andre og føler, at vi hører til, fortæller Christian Nørr, dokumentarist i TrygFonden i pressemeddelelsen, og fortsætter:

– I TrygFonden har vi i 25 år arbejdet for at skabe tryghed i Danmark og bl.a. støttet mennesker, der har rakt ud for at hjælpe fællesskaber på vej. Udstillingen viser nogle af de mennesker og de fællesskaber, de har skabt. Vi håber, at det kan inspirere til, hvordan vi hver især kan blive vigtige for nogen, og nogen kan blive vigtige for os. Vi har alle sammen brug for at give og være en del af noget, og fællesskaber er med til at skabe tryghed og give vores liv mening, siger Christian Nørr i meddelelsen.

Har du en idé til at styrke fællesskabet? Hvis du har en god idé, der kan styrke fællesskabet i dit lokalområde eller i hele landet, kan du søge TrygFonden om støtte.

Der er blandt andet fotos af skydetræning for børn med ADHD, motionsfællesskab blandt kolleger og fællesspisning for dem, der savner selskab. Fotos i galleri: Claus Bech/Trygfonden