Hovedrengøring på Crossbridge Energy A/S – stort vedligeholdelsesstop i gang
Fra d. 20. august påbegynder Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia nedkørsel for at kunne vedligeholde og rense anlægget
Allerede i dag er flaren slukket, og fra mandag vil der være fuld aktivitet på Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia, når et omfattende rense- og vedligeholdelsesstop går i gang. Det betyder et midlertidigt anderledes udseende for raffinaderiet, da flaren vil operere på en ny måde, og der vil være travlhed med renoveringsopgaver højt oppe i luften på både den 99 meter høje skorsten og den 60 meter høje flare.
500 flere på job
Dette stop er afgørende for, at raffinaderiet kan fortsætte med at producere 10.000 tons flydende brændstof i døgnet. Mere end 500 eksterne eksperter, herunder smede, elektrikere og kranfolk, vil slutte sig til Crossbridge Energy’s team for at udføre tusindvis af opgaver.
“Sikkerheden er altid i højsædet hos Crossbridge Energy, og alle involverede har gennemgået grundig sikkerhedsuddannelse for at sikre et trygt arbejdsmiljø under hele stop-perioden,” fortæller pressechef Torben Øllegaard Sørensen.