HERSLEV

Herslev er her endnu – og nu vil de ikke finde sig i mere!

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

I mellem to motorvejsben og med udsigt til en sydlig motorvej mener man i Herslev, at grænsen er nået for hvad de skal bidrage med – og ikke mindst miste

Ordet “man” kan ofte bruges til at gemme sig bag, men ingen gemmer sig i Herslev Sogns Borgerforening, og slet ikke de to frontfigurer Anders Bendsen, formand, og Benjamin Jensen, næstformand.

Politikerne inde i Fredericia har måske ikke den store indsigt i forholdene i Herslev, men så sikkert som et ammen lyder i kirken, kan alle huske Herslev når der skal spares. De har mistet byens skole, og i sidste sparerunde var børnehaven tæt på at ryge samme vej. Ingen kan vel helt fortænke borgerne i Herslev i, at de ikke helt føler nogen vil bevare en funktionsdygtig by på kanten af Fredericia Kommune?

Ny trussel fra en helt anden side
BeGreen har meldt sin ankomst. Dette verdensfirma er fantastiske til at bygge solcelleparker og tjene formuer på det. Det er der nok ikke mange i Herslev der har noget imod, indtil de opdager BeGreen vil slå sig ned i Herslev og omegn.

Borgerforeningen indkaldte til møde. Uheldigvis en aften FHK også spillede, men der mødte ikke mindre end 60 borgere op. Håndbold måtte vente, for noget endnu vigtigere stod på spil.

Anders Bendsen, formand for Herslev Sogns Borgerforening, ønsker ikke en by omsluttet af solceller.
Foto: DanmarkC TV.

I mødet deltog også BeGreen og som mødet skred frem, blev de positive negative. Bestyrelsen havde indrettet mødet sådan, at de alene arrangerede – det var ikke bestyrelsen der skulle bestemme hvad borgerne i Herslev skulle mene.

BeGreen vil sætte solceller op, så det er dét første en bilist møder når der køres ind i Herslev fra enten Kolding eller Fredericia. “Ville du så flytte hertil, når det er det første du ser?” lyder det retorisk fra næstformanden, Benjamin Jensen.

Facebook
Debatten forsætter på Facebook. En lidt underlig debat, for alle skriver pænt og konstruktivt; udveksler synspunkter og forslag. Det er venlige mennesker der bor derude mod vest, på kanten til Kolding Kommune.

Normalitet
Et bestyrelsesmedlem kom kortvarigt forbi, og nærmest hvæsede: “Jeg har fået at vide, at det æstetiske ikke er nok til at stoppe anlæggelsen, men det er normalitet. Men er det normalt, at jage folk væk fra det sted de bor?”

Anders Bendsen, formand, har flere bekymringer. BeGreen er igang med at lave kontrakter, og han frygter der mellem beboerne kan komme splid omkring økonomien. Nogen får gode kontrakter med BeGreen, andre slet ikke. Trods holdninger kan det være svært at sige nej til en pæn sum penge, hvis økonomien er presset. Omkring 30 huse kommer til at ligge klods op og ned af solcellerne, og det er der et helt ureguleret marked for.

Politikere og Fredericia Kommune
Anders Bendsen og Benjamin Jensen er godt knotne, men fortæller gerne, at de har talt med politikere og embedsmænd. Også at de føler de møder en vis forståelse – men de ved også, at vinden kan vende.

Det kan godt være, at det er en beskeden by med venlige mennesker, der blot vil leve i fred og nyde naturen. Så gør det ikke så meget, at kirken aldrig fik sit tårn – man er også beskedne i Herslev.

DanmarkC TV bringer om kort tid et indslag fra Herslev om solcellerne.

Dette er første artikel i en serie om Herslev, borgerforeningen, tilbud til borgerne – og ikke mindst borgerne!