FREDERICIA

Ny Distriktsskoleleder i Kirstinebjergdistriktet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Den nye Distriktsskoleleder hedder Stefan Kelstrup, og kommer fra en stilling som souschef og skoleleder i Odense kommune

Efter en god og spændende ansættelsesproces til stillingen som Distriktsskoleleder på Kirstinebjergskolen, kan Fredericia kommune nu præsentere Stefan Kelstrup som ny Distriktsskoleleder. Det står fast, efter at elever og lærere via kommunikationssystemet AULA, i weekenden blev præsenteret for den nye leder.

Stefan Kelstrup

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Stefan, der har erfaring med ledelse af ledere, skoleudvikling samt ledelse på flere afdelinger. Desuden har Stefan en personlighed, som ansættelsesudvalget vurderer vil passe rigtig godt til ledelsesteamet på Kirstinebjergskolen og teamet omkring distriktsskolelederne.

Kirstinebjergskoledistriktet dækker over flere matrikler. Her ses afdeling Havepladsvej.

Præsenterede sig selv via AULA

Stefan præsenterede sig selv overfor ansatte, elever og forældre som følgende:

Kære alle

1. februar 2021 tiltræder jeg som distriktsskoleleder på Kirstinebjergskolen, og det ser jeg meget frem til.

Jeg kommer med en baggrund som leder i Odense Kommune, hvor jeg gennem de sidste seks år har fungeret som souschef og skoleleder. Som leder har jeg altid haft fokus på, at alle børn oplever sig betydningsfulde i store og små fællesskaber, og at skolen er en øveplads i kunsten at blive menneske.

Og lige et par enkelte linjer om, hvad jeg står for – og så kan I jo trykprøve det hen ad vejen.

For mig at se, er en af de fornemmeste opgaver for en distriktsskoleleder at være tydelig på rammen og retningen samt støttende i indholdet. Det kræver lydhørhed overfor både de politiske takter og de faglige toner. Derfor vil jeg i den første tid være nysgerrig på vores skole og vores tilgange i arbejdet med eleverne – med andre ord lyttende, så jeg har mulighed for at lære Kirstinebjergskolen at kende.

Jeg er bosat i Odense, gift, far til fire – alle i den skolepligtige alder. En stor del af fritiden går med forskellige supportfunktioner i forhold til børnene. Den resterende tid bruges på jagt, løb, familie og venner.

Som person vil I opleve mig værende ligefrem og nærværende, og ofte med et lille glimt i øjet.

Jeg ser frem til samarbejdet og til at lære jer, skolen og byen bedre at kende.

Gode hilsener

Stefan Kelstrup

Stefan tiltræder stillingen 1. februar 2021.

www.danmarkc.tv

Www.fredericia.tv